Progressionsmålingsredskab. Det har min hjemkommune indkøbt til anvendelse til de nationale tests. På mine børns skole får jeg at vide, at det er et "ret godt redskab" til at måle børnenes progression i de nationale tests. Hvis jeg har forstået det rigtigt, er det sådan, at der er en rytme:  frivillig test, tvungen national test og en frivillig test med et fast interval. Alle data mikses ind i progressionsmålingsredskabet og vupti, har jeg som lærer et resultat, der virkelig viser noget om, om eleven udvikler sig. Eller som en lærer på mine børns skole siger: "Før var der elever, jeg måske ikke troede rykkede så meget, men nu kan jeg virkelig se deres udvikling".

Da hun sagde det, måtte jeg lige sidde stille lidt og holde fast i min arm for ikke, på god elevmaner, at række hånden op og dermed starte en samtale, der måske ikke hørte hjemme dér. Jeg er ikke i tvivl om, at mit ansigtsudtryk var et stort spørgsmålstegn. - Står hun dér og siger, at nationale test og progressionsmålingsredskaber har overtaget vores faglige funktion? Siger hun, at vi ikke kan fagligt vurdere vores elever godt nok?  For gør hun det, så har systemet, reformen, dataindsamlingsprofeterne og alle, der tror på, at kun specifikke tests kan fortælle noget om skolen, vundet. Lærergerningen har tabt.

Det skal dertil siges, at jeg ikke har noget at påsige mine børns lærere. De er fagligt velkvalificerede og meget dedikerede. Jeg betvivler på ingen måde, at de har diskussioner på lærerværelset omkring det her, ligesom det er tilfældet på de fleste lærerværelser. Skizofrenien opstår, når vi lærere er i vores professionelle rum og skal demonstrere alle fordelene ved "alt det nye" over for forældre. Hvor godt det hele er! "Ja," hører jeg en lærer sige, "det godt nok er lidt træls for nogle af eleverne at skulle testes, men hvor er skolen glad for et progressionsmålingsværktøj "og "det skal lærerne nok, som forældrene opfordrer til, sige videre til ledelsen"! 

Det er et kæmpe dilemma, vi står i, fordi vi, som ansatte, skal være loyale over for vores arbejdsgiver. Når vi som lærere står sådan foran forældrene, når vi gentager det igen og igen, forsvinder nuancerne lige så stille og roligt. Sidst, kan vi ende i den situation, at vi alle læner os op ad systemet og ikke længere husker, hvorfor vi stillede kritiske spørgsmål til at begynde med. Den antagelse gør mig faktisk godt gammeldags nedtrykt. På mit fags vegne. På mine børns vegne - for hvilke konsekvenser får denne udvikling for deres liv - for mine børnebørns liv? Så - jeg protesterer fortsat mod ensretningen af skolen. Mod troen på, at den eneste sande vej er: ét system, ét mål, "Hvad skal du lære i dag", "vi måler succe ud fra resultatet af de nationale test" og "læringsportalen gør det hele til en god synlig leg" - vejen. 

Når jeg så sidder herhjemme kan jeg ydermere læse i min spritnye brochure fra kommunen med beskrivelse af - og gode råd til, hvordan jeg skal tale synlig læring med mit barn ved middagsbordet. I følge den kan jeg : stille fire spørgsmål om den rubric mit barn arbejder med eller gå mere "solotaksonomisk til værks". Som såvel lærer som forælder vil jeg egentlig helst være til stede som menneske. Til stede i min undervisning, som har høj faglighed, er god og velkvalificeret og også var det før reformen. Tilstede som mor ved middagsbordet,  hvor jeg ikke vil tænke på, om jeg stiller de fire rigtige spørgsmål eller om jeg hellere vil gå solotakonomisk til værks. Tilstede i mit møde med mit barns lærer, hvor jeg godt vil spørge ind til hendes indtryk af mit barns trivsel og faglige udvikling, uden jeg behøver et udskrift fra progressionsmålingsredskabet.

Faktisk tror jeg sidstnævnte ord fremadrettet vil blive sidestillet med et bandeord på min matrikel.

Kære kollegaer, kære forældre lad os ikke glemme os selv, vore evner, vore menneskelige egenskaber og vores kamp for vores profession.