Debat

Når børns skole og hverdag er bombet sønder og sammen

Børn glæder sig som regel til at komme i skole. Men i Irak må børn flygte og går derfor rundt med en knude i maven. Seks børnecentre hjælper tusindvis af børn med at hele og komme på fode igen, så de kan genoptage deres skolegang, når freden forhåbentlig snart indfinder sig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sommerferien er slut, og børnene skal tidligt op for at komme i skole. Måske har far smurt madpakke og mor hjulpet med at pakke skoletasken. Nu glæder børnene sig til at møde kammeraterne, genoptage velkendte rutiner og måske endda lære noget.

Den velsignede hverdag er begyndt.

Dybt traumatiserede

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Men sådan er det ikke alle steder. Lad mig tage dig med til en anden virkelighed af en helt anden verden. Her kommer børnene ikke i skole foreløbig. Skolen er nemlig bombet sønder og sammen, mange af kammeraterne er enten flygtet, meldt savnet eller dræbt. Det samme er de fleste lærere.

Jeg kan forestille mig det kaos, der må herske inde i børnenes hoveder, fordi de aldrig ved, hvornår de bliver ramt af en vildfaren kugle, eller hvornår den næste bombe smadrer hele kvarteret. At børnenes kroppe værker af en udefinerlig smerte, at de har ondt i maven, at de trækker vejret kort og staccato, og at de på grund af det konstante pres helt har glemt at slappe af i deres muskler.

Far er dræbt, mor er voldtaget

Det er sådanne børn, vi arbejder med i Mosul, hvor omkring 600.000 børn ifølge FN er påvirket af krigen. Mange er dybt traumatiserede efter terrorbevægelsen Islamisk Stats hærgen. Det gør et dybt indtryk at møde disse børn, som er mærket af krigens rædsler. Nu er byen befriet, men tusindvis af familier leder efter overlevende i murbrokkerne. Vi hører hjerteskærende beretninger om børn, der går hvileløst rundt og leder efter deres forældre, og babyer, der ligger og skriger alene i ruinerne.

Jeg kan ikke slippe billederne af det religiøse mindretal yezidierne, som IS har søgt at udslette i et regulært folkemord. De overlevende flygtede op ad Sinjar-bjerget, IS-krigere angreb deres by Sinjar. Børnene har kigget ned ad bjergsiden og hørt skuddene, da IS-krigerne skød på mændene. De har vidst, at her døde min far, her døde min morfar, her døde min onkel. Og de så IS køre afsted med mange af kvinderne på pickup-trucks, og de har frygtet, at de måske aldrig ville møde deres mor og søstre igen. Senere har de fået at vide, at “IS havde gjort grimme ting ved dem”, som en lille pige fortalte mig.

Får hjælp til at komme sig

Disse øjenvidneskildringer har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. Og derfor er det magtpåliggende for mig at hjælpe dem med at komme sig oven på de voldsomme overgreb og forfærdelige minder. Derfor har Mission Øst oprettet seks børnecentre på Sinjar-bjerget og i flygtningelejre rundt omkring i landet.

Her får børnene hjælp til at bearbejde deres traumer, og her får de undervisning, der skal forberede dem på at genoptage deres skolegang. Forhåbentlig vil centrene også genopbygge børnenes tillid til mennesker og en mening med livet, så ikke en  hel generation  skal leve med had og ønske om hævn.

I de seks børnecentre får børn og unge et frirum at lege, lære og bare være børn i. De unge får desuden træning i fag efter eget ønske. Disse unge er de kommende frisører, designere, musikere og computereksperter, der skal genopbygge landet, når krigen en dag er endeligt forbi.

Styr på tankemylder og minder

Børnene og de unge kommer i centrene mindst én gang om ugen. Børnene elsker at lege med tal og bogstaver, spille spil og hygge sig med hinanden. Her lærer de både at regne og at læse og skrive på engelsk og arabisk. Og ifølge en uafhængig undersøgelsesrapport er de overlevende forældre taknemmelige for, at centrene giver børnene den støtte, de ikke selv magter at give dem. De har jo selv mere end rigeligt at kæmpe med. Men de får mod, når de mærker, at børnene ændrer attitude og adfærd ved at komme i børnecentret. Forældrene oplever ifølge rapporten, at børnene er mindre hyperaktive, mere afslappede og mere åbne over for at lege med andre børn.

Så kan børnene begynde at lære noget. Så har de fået løsnet op for knuderne i maven og nogenlunde styr på tankemylderet i hovedet. Billederne på nethinden forsvinder nok aldrig. Men smerten fortager sig, og nye gode følelser indtager deres plads, fordi de får opmærksomhed fra professionelle voksne og oplever glæden ved at lege med kammeraterne og få stillet deres nysgerrighed med ny, spændende viden.

Måske vil også disse børn en dag endda kunne glæde sig til en almindelig skolegang i deres hjemby - med smurt madpakke, pakket skoletaske, pyntet klasseværelse og imødekommende lærere.