Efterhånden som det må erkendes, at det elevsanmmenrodede skolemakværk ikke leverer de resultater, som man forventer og forlanger, er det blevet skik, at man nærmest kritikløst klistrer det ene fikse påhit efter det andet på makværket blot for at få tiden til at gå, indtil man opdager, at der vist nok skal nye fikse påhit til for at skjule udueligheden. Og så man jo så prøve at hitte på noget mere. Og idekæden synes uendelig.

En af ideerne er ideen med, at eleverne skal bevæge sig 45 min, hver skoledag. Og ud over, at det er sundt at bevæge sig, så har man i virkeligheden og ret beset ikke nogen viden om, hvorvidt dette fif har nogen effekt på elevernes udbytte af deres skolegang. Noget, som man ellers har påstået at vide, at bevægelse har.

I Politiken 9.8. anfører forskeren Andreas Rasch-Christensen, at nu må man i gang med at finde ud af, om krop og bevægelse som integreret element i undervisningen er med til at variere skoledagen, motivere eleverne og fremme deres faglige læring. Tænk engang. Gennem den kaskade af sikre forvisninger om de 45 min. bevægelses undergørende effekt på elevernes skolegang, så udtaler en forsker nu, at vi faktisk ikke aner, om sådanne bevægelsesorgier har nogen som helst effekt. De 45 min. bevægelse er som så meget andet af det man gennem årene har klistret på skolemakværket et slag i den tomme luft. Vi aner ikke, om alt det hopperi har nogen effekt. Så nu må man vel hellere prøve at finde ud af, om der er effekt. Der skulle efter sigende oven i købet være forskningsmæssig uenighed om det.

Og dermed er bevægelsesfiffet indrubriceret i den snart uendelig række af fikse påhit, som med tiden er blevet klistret på det reformerte skolemakværk med lydelige forsikringer om, at nu ville der endelig komme kvalitet ind i skolen.