Jeg efterlyser en sprogpolitik i Danmark, der tager hånd om grundskoleelevers ret til og muligheder for at tilegne sig en mangfoldighed af sprog og kulturer gennem et mangfoldigt udbud af sprogfag.

I forbindelse med Sprogåret 2001 tilsluttede også Danmark sig parolen om »modersmål plus to«, hvilket indbefatter undervisning i grundskolen på den enkelte elevs modersmål/førstesprog og muligheden for at tilegne sig mindst to fremmedsprog - et andet- og et tredjesprog. Parolen om undervisning på modersmål/førstesprog bygger på princippet om det enkelte individs tilegnelse af færdigheder, viden og kompetencer på det sprog, der tales i hjemmet, som forudsætning for gode sproglige og kulturelle kompetencer både på majoritetssproget i pågældende land og i relation til læring af fremmedsprog.

Ifølge pjecen »Sproglig mangfoldighed i Europa«, udgivet af Europa-Kommissionen i august 2008, er engelsk det primært valgte første fremmedsprog (38 procent) i EU efterfulgt af tysk og fransk (14 procent). Tysk er det mest talte modersmål i EU efterfulgt af engelsk, italiensk og fransk. De fem sprog engelsk, tysk, fransk, spansk og russisk er de mest udbredte fremmedsprog blandt EU's borgere. Der er således tale om en rigdom af sprog, som også indbefatter regionale sprog som walisisk, frisisk og bretonsk, mindretalssprog som tysk i Sønderjylland samt indvandrersprog som tyrkisk, Maghreb-arabisk, urdu og hindi.

I Danmark har fremmedsprogenes indbyrdes »rangfølge« i uddannelsessystemet altid været knyttet tæt sammen med socioøkonomiske forhold og kulturelle strømninger i verden, først og fremmest Europa. Hvor engelsk opfattes bredt som det naturlige første fremmedsprog i dag, var denne naturlighed tidligere forbeholdt fransk og tysk. Flersproglighed har således i flere århun­dreder været betragtet som en nødvendig kompetence - tidligere for de få, i dag for alle borgere i både lokalt, nationalt og globalt perspektiv. Alle EU-borgere har retten til at bo og arbejde i et andet medlemsland end deres eget hjemland. Mobilitet er blevet en mulighed for alle. Denne mobilitetsmulighed og -ret sætter samtidig fokus på tilegnelse af kulturel viden og sproglige kompetencer på mange sprog, også kaldet »interkulturel kompetence«. Målet er, at alle borgere kan begå sig kommunikativt i meningsfulde, interkulturelle sammenhænge.

Mangel på evner til interkulturel kommunikation kan benævnes sprogbarrierer. Sådanne kan koste mange spildte penge i forretningssammenhænge, hvor kontrakter ikke underskrives på grund af manglende sprogkundskaber. Men sprogbarrierer hæmmer også den mellemmenneskelige kontakt på både klasseniveau, skoleudvekslingsniveau og senere i livet, når elever og andre ikke har de nødvendige kulturelle og sproglige kompetencer i mødet med mennesker med anden sproglig og kulturel baggrund.

Undervisningsminister Bertel Haarder holdt den 15. september 2009 en tale ved konferencen »Engelsk er ikke nok til at erobre verden« på Copenhagen Business School. Ministeren understregede, at sproglig mangfoldighed er vigtig for både den enkelte og samfundet. Bertel Haarder forklarede engelskfaget som en succeshistorie, da sproget i Danmark opfattes som en nødvendig kompetence. Herefter påpegede ministeren, at fremmedsprog ud over engelsk måske har et imageproblem, og at fremmedsprog som tysk og fransk opfattes af elever som »terpetunge og kedelige og lidt tøsede set fra en drengevinkel«. Bertel Haarder foreslog, at der generelt skabes større positiv opmærksomhed om sprogfagene og større motivation for at få eleverne til at tilegne sig færdigheder og kompetencer på flere sprog.

Har undervisningsminister Bertel Haarder ret i sine betragtninger om fremmedsprog ud over engelsk som »terpetunge, kedelige og tøsede for drenge«? Min yngste søn kom mut hjem fra skole i 8. klasse og afleverede følgende svada ved køkkenbordet: »Hvorfor kan tyskere ikke bare lære engelsk?« I vores hus tales mange fremmedsprog, så jeg blev ærligt talt både overrasket og irriteret over hans udsagn. Men da han er vores femte pubertetsbarn i huset, trak jeg vejret dybt og stillede følgende modspørgsmål: »Hvis du har ret, vil det medføre, at alle borgere i EU skal lære og tale engelsk som første og fælles sprog, altså skal du ikke mere tale dansk i din dagligdag. Er det det, du ønsker?« Temmelig betuttet kigger han på mig og svarer: »Nej, da«. Hvortil jeg uddybende forklarer: »Sprog er jo både personlige identitetsmarkører og repræsentanter for kulturelle udtryksformer, som giver os alle mulighed for at udtrykke vores inderste følelser og stærkeste meninger«. Men der ligger naturligvis en udmelding i hans udtalelse, som kan tolkes som udtryk for en manglende forståelse for nødvendigheden af at tilegne sig fremmedsprog - ud over engelsk.

Jeg er ikke enig med undervisningsministeren i, at fremmedsprog som tysk og fransk er terpetunge, kedelige og tøsede for drenge. Jeg er tværtimod ærgerlig over, at fremmedsprog som tysk og fransk tilbydes alt for sent i elevernes skoleforløb. Professor Kirsten Haastrup skrev i kronikken »Sprog tar' tid« i »Sprogforum« nummer 16 i 2000, at det tager hundredvis om ikke tusindvis af undervisningslektioner for at kunne begå sig på et fremmedsprog. Empiriske undersøgelser sidst i 1980'erne understregede det uheldige i, at elever først møder disse fremmedsprog i 13-14-års-alderen. Megen forskning peger temmelig entydigt på, at yngre børn har nemmere ved at tilegne sig fremmedsprog. Engelskfaget blev for år tilbage flyttet ned til 3. klassetrin, hvorimod tysk og fransk fastholdes på klassetrin, hvor pubertet og kønsidentitet blomstrer om kap med bumser, piercinger og blåt hår. Hvorfor fastholde fremmedsprog som tysk og fransk på et klassetrin, hvor selviscenesættelse og sproglig eksponering ikke går særlig godt i spænd? Pædagogiske badutspring i form af rollespil, rim og rap og så videre løser ikke problemfeltet. Drøftelser alene løser ikke opgaven, der skal politisk handlen til på nationalt plan.

Sproglærerforeningen (Landsforeningen af sproglærere i Danmark) præsenterede i 2008 sin sprogpolitiske vision:

. første fremmedsprog starter i 3. klasse

. andet fremmedsprog starter senest i 6. klasse

. tysk og fransk skal tilbydes på lige fod som obligatoriske fag, når eleverne vælger andet fremmedsprog

. alle elever skal via skoleloven tilbydes tysk/fransk som tredje kompetencegivende fremmedsprog

. eleverne får en grundig orientering om andet og tredje fremmedsprog for eksempel gennem introduktionstimer, således at de kan træffe et kvalificeret valg.

Jeg finder, at visionen kan omsættes til en sprogpolitik i denne Folketingssamling. Den foreslåede sprogpolitik kræver en økonomisk saltvandsindsprøjtning til fremmedsprogene, så der skal således politisk vilje til, for at visionen kan omsættes til fag i grundskolen. Jeg ser endda meget gerne, at tysk og fransk ligger på 5. klassetrin. Undervisningsministeren udtalte i den over for nævnte tale, at det ville være »dejligt, hvis samtlige elever i folkeskolen havde to eller flere fremmedsprog med sig, når de forlader skolen. Men vi må også være realistiske i forhold til gruppen af elever med særlige behov, for hvem det kan være svært nok at lære engelsk«. For få år siden gjorde Folketinget uden sværdslag faget fysik/kemi til et obligatorisk prøvefag. Betyder dette, at faget fysik/kemi er lettere tilgængeligt for elever med særlige behov end tysk eller fransk? Ligger der implicit en forståelse af de naturvidenskabelige fag som lettere at lære? Eller er der tale om en værdisættelse af de naturvidenskabelige fag som mere samfundsnødvendige end fremmedsprog?

I den nære fremtid afløses engelsk måske af en mangfoldighed af sprog, foruden af tysk og fransk også for eksempel af sprog som spansk, portugisisk, russisk, hindi, kinesisk, japansk eller arabisk? På sigt ønsker jeg et meget bredere udbud af sprogfag fra grundskoleniveau til universitet - i lange undervisningsforløb. Fremmedsprog er ikke kedelige og terpeagtige, men de er særlige på den måde, at den enkelte elev på én og samme tid skal tænke over, hvad han vil sige, samtidig med at han skal sige det på et andet sprog. Dette stiller krav om pædagogisk dygtige sproglærere, krav til opdaterede undervisningsmetoder og -materialer og ikke mindst krav om lange tilegnelsesforløb. |