Anmeldelse

Pædagogisk psykologi

Er din undervisning pædagogisk up to date?

Spændende bog, som opsummerer 100 års psykologisk-pædagogisk teori, forbinder den til evidensforskning og derved muliggør et refleksionsrum for enhver underviser i forhold til vedkommendes læringsstrategi og pædagogiske praksis.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En imponerende bog, som på 200 sider opsummerer den pædagogiske psykologi og forbinder den til lærernes strukturering af klasseundervisning samt valg af undervisningsrolle. Bogens hovedformål er at formidle international evidensbaseret pædagogisk forskning og at forbinde denne til overvejende dansk kvalitativ forskning i læringsprocesser.

Fakta:

Titel: Pædagogisk psykologi

Forfatter: Jesper Dammeyer

Pris: 300

Sider: 230

Forlag: Hans Reitzels Forlag

Vi bliver historisk ført gennem de klassiske adfærdspsykologiske indlæringsteorier (belønning, betingning, straf), kognitive pædagogisk-psykologiske teorier (hukommelse, glemsel, top-down-/bottom-up-processer, load theory, metakognition), personlighedsteori (the big five, intelligens, self-efficacy, læringsstile), trivsel og motivation, positiv psykologi og anerkendende pædagogik. Disse grundteorier forbindes derefter til lærer-elev-relationens betydning for læring og til socioøkonomiske og kønsmæssige samfundsforhold.

Bogen slutter med moderne teorier, og de enkelte afsnit udbygges og konkretiseres med relevante forskningsresultater, illustrerende casehistorier, eksempler og gode råd til læreren.

Som det forhåbentlig fremgår, er bogen et imponerende tag selv-bord for enhver lærer, der ønsker at placerer sine pædagogiske strategier og refleksioner i forhold til det metateoretiske univers og eventuelt finde ny inspiration.

Mangler? Bogen er meget kompakt. Flere steder kunne man ønske uddybninger om især de nutidsproblemer, der præger læringsmiljøerne og giver pædagogiske udfordringer som den digitaliserede virkelighed, individualiseringen, at Danmark er blevet et multietnisk samfund med elever med forskellige kulturkoder, diagnosticering og medicinering af børn og unge, skolereformen og splittelsen mellem friskoler og folkeskolen.

På trods heraf er det en spændende, udfordrende bog for alle lærere og undervisere.