Debat

Politik skabes af mennesker

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det vækker stor forargelse, at jeg i Folkeskolen nummer 34 påpeger den politiske slingrekurs i, at næstformandskandidat Stig Andersen anbefalede medlemmerne at stemme nej til et overenskomstresultat, han selv havde et hovedansvar for, og hvis indhold jeg ikke har hørt ham undsige. At jeg oven i købet kalder det politisk opportunisme, at Stig kan pege på en formandskandidat, som politisk vil i en helt anden retning end den, Stig selv mener vil gavne medlemmerne, beroliger selvsagt ikke gemytterne.

Astrid Schjødt Pedersen og Stig Andersen henviser i Folkeskolen nummer 35 til, at jeg på et tidligere tidspunkt har kritiseret foreningens formandskab, og forstår derfor ikke, hvorfor jeg kan støtte Anni Herfort i forbindelse med formandsvalget. Denne undren hos Astrid og Stig forklarer ganske godt, hvorfor det er så vanskeligt at diskutere politik i Danmarks Lærerforening: Det er vanskeligt at diskutere politik, når al kritik af politiske handlinger og udsagn per refleks opfattes som 'tilsviningskampagner', 'personhetz' og 'mangel på almindelig dannelse og pli'. Politik er imidlertid ikke så abstrakt, som mange gerne vil gøre det til - politik er handlinger og udsagn udført og udtalt af mennesker. Uden mennesker ingen politik! Derfor kan politikeren ikke unddrage sig sit ansvar for det, han gør og siger - og det er et højst personligt ansvar.

Jeg har ganske rigtigt inden for det sidste års tid rettet en hård politisk kritik mod formandskabet - både på skrift og i tale. Og jeg har (til forskel fra så mange andre) gjort det på en måde, så jeg var sikker på, at formandskabet hørte budskabet og kendte afsenderen! Det er mit indtryk, at formandskabet har lyttet til kritikken og har forholdt sig til kritikkens indhold - uden at blive personligt fornærmede! Når jeg så oven i købet mener, at formandskabet på mesterlig vis fik halet en lønmodel hjem i Overenskomst 99, som mange andre offentligt ansatte vil misunde os i tiden fremover, samtidig med at vi kan takke formandskabets politiske mod for, at vi ikke blev kastet ud i en perspektivløs konflikt, ja, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne støtte formandens genvalg.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg støtter naturligvis også Anni Herfort, fordi jeg faktisk mener, at Anders Bondos politiske linie - hvis den bliver gennemført - vil skade medlemmerne og Danmarks Lærerforening på sigt - selv om jeg betragter Anders som en særdeles dygtig og begavet politiker og ikke har noget personligt imod ham.

Reinhard Werner

kredsformand

Vestsjællands Lærerkreds