Anmeldelse

Børn og skilsmisse

Skilsmisse - fra traumatisk krise til udviklingskrise

Den hidtil bedste bog om børn og skilsmisse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Næsten hvert tredje barn i alderen nul til ti år oplever, at forældrene bliver skilt. Derfor skal de fagprofessionelle omkring børnene vide, hvad de har med at gøre, når de oplever et barn i krise som følge af dette.

Fakta:

Titel: Børn og skilsmisse

Forfatter: Anja Marschall

Pris: 239

Sider: 173

Forlag: Samfundslitteratur

Forfatteren til denne lille praktiske guide har forsket i delebørn i tre år. Det er der kommet en meget brugbar bog ud af. De fagprofessionelle voksne ved ofte ikke, hvad der er det rigtige at sige eller gøre, når man har et barn, hvis forældre ikke kan enes eller lever hvert sit sted.

Tidligere på året udkom der en bog med næsten samme titel: ”Børn i skilsmisse”, og der sad jeg hele tiden med en oplevelse af, at alle skilsmisser var af det onde, og at børnene blev traumatiserede for livet. Det kunne jeg mærke ikke var særlig konstruktivt, når nu så mange børn kommer ud for, at forældrene bliver skilt. Det er derfor, at jeg på det varmeste kan anbefale denne guide, fordi den ikke beskriver børnene eller deres forældre som traumatiserede. Der fokuseres på de skilsmisser, hvor skilsmissekrisens fire faser udvikler sig harmonisk på linje med andre af livets store kriser.

Det er dejligt at se et konkret og praktisk bud på, hvad man som fagprofessionel kan gøre for at støtte børnene bedst muligt – helt uden at blive følelsesmæssigt chokeret eller rystet. Der er nemlig ikke nogen grund til at overdramatisere, at et barn udsættes for en skilsmisse. Det sker for så mange, og derfor må vi alle lære, hvordan man forholder sig til det uden at gå i panik.

Hvert kapitel har en case med interviewede børn, der fortæller om de tunge tanker om ansvar og skyld, de bærer rundt på. Men det er ikke alle børn, der er bekymringsbørn. Det synes jeg, at det er vigtigt at understrege, selv om alle skilsmissebørn har brug for opmærksomhed, omsorg og aktiv lytning. Det er bare så vigtigt, at børn i skilsmisse ikke sygeliggøres.

Nogle gange er livet bare ikke egnet for børn, og det er så vigtigt, at vi lærer om resiliens, så de vokser op som stærke børn, der får et godt voksenliv. Der står meget på de relativt få sider, men der står alt det, man lige står og har brug for at vide.

Powered by Labrador CMS