Hvem har/bør have ret? De lærere, der primært ser deres opgave i at varetage skolens faglige undervisning under de givne forhold med det bedst tænkelige resultat til følge. Eller Helle Rabøl Hansen, der med sin forskertitel i ryggen og sin ideelt kritiske underkendelse af den konkrete virkelighed i klasselokalet kan sidde i fred og ro og forvandle lærernes absolut berettigede krav om elevers og forældres respekt og anerkendelse til en diagnosticeret uprofessionel »sult« efter respekt og anerkendelse (Folkeskolen nummer 23). At henføre lærernes krav om ro, orden og disciplin til et odiøst karakterbrist i lærerpersonligheden bør kun sætte Rabøl Hansens »forskning«, der selvfølgelig slet ikke har noget med forskning at gøre, men derimod er en ideel programerklæring alene beregnet til at gøre mobbeproblemet uhåndterligt, ud på rariteternes sidespor. Blot det, at lærerne skal bringes til at tro på, at de med den rette håndtering af klassefællesskabet skal kunne skabe en steril mobbefri klasse, hvor børn, der som normale mennesker på godt og ondt altid vil indeholde en blanding af gode og mindre gode sider, nu er endt som små robotter, der handler programmeret mobbefri, er i virkeligheden at blæse et problem op og læsse problemets løsning over på lærerne, i det omfang de i respekten for en forskerstatus tror på, at Rabøl Hansen bekriver mobbeproblemet på den eneste rigtige måde. Selvfølgelig skal lærerne, som de altid har gjort, bekæmpe mobning. Men ikke ved at gøre mobning til et vindmøllespøgelse, som læreren som en anden »ridder af den bedrøvelige skikkelse« føler skyld over ikke at kunne udrydde fra jordens overflade, men ved på passende afmålt vis at sanktionere.