Kære Ole Kærsaa (Folkeskolen nummer 33). Sikke en salve, du gav mig under overskriften 'Vrøvl, vrøvl'. Du ligefrem overvejer at melde dig ud, fordi sådan et 'langt fra undervisningen'-hovedstyrelsesmedlem som mig ikke benyttede chancen til i tv at erklære, at det med over 25 elever i klasserne ikke - med de ressourcer, der er tildelt - vil være muligt at opfylde lovens krav om undervisningsdifferentiering.

Det var efter din mening for galt, at jeg kun fik sagt, at det vil være vanskeligt at leve op til lovens krav.

Vrøvl og vrøvl?

For det første mener jeg, at vi folkeskolelærere generelt skal være varsomme med at være så kategoriske og lukke af for dialog om kvaliteten i skolen. Det prøvede vi en gang først i firserne, hvor vi på en kongres vedtog, at vi fralagde os ansvaret for udviklingen, fordi skolen efter vores vurdering ikke fik ressourcer nok. Den 'politik' holdt, så vidt jeg husker, i to måneder.

Også her i 1999 er vi sikre på, at vi har ret, når vi efterlyser midler, der passer til ambitionerne. Men folkeskoleloven er vedtaget; og bugetterne er lagt og klasserne dannet for i år. Så hvis jeg havde brugt ordet umuligt, havde jeg da netop sendt et umuligt signal - for eksempel til velbjergede forældre om, at nu måtte (også) de se at få bjerget deres børn ud af folkeskolen.

For det andet brugte jeg med overlæg gradueringen vanskeligt, fordi jeg i min eftersætning gjorde opmærksom på, at undervisningsdifferentiering i fyldte klasser måtte støttes i praksis, ved at de kommunale politikere finder de ressourcer, der muliggør den holddannelse, der også er skrevet ind i loven. Det røg ud i klipningen. Sådan er vilkårene jo også.

For det tredje synes jeg, at også vi lærere skal vise respekt for hinandens verdener. Ikke mindst når vi skriver offentligt til hinanden. Vi skal selvfølgelig give og tage kritik. Men den skal altså være konstruktiv. Ellers kan det da i sig selv medvirke til, at vi ikke bliver taget alvorligt. Vi er og bliver som lærere rollemodeller.

Og hvad havde andre hårdt arbejdende kolleger for øvrigt ikke kunnet anklage mig for, hvis jeg havde erklæret deres anstrengelser for at differentiere undervisningen i deres (for) store klasser for umulig.

Så jeg har tænkt mig at fortsætte mit arbejde som talsmand for den dialog-politik, kongressen har vedtaget. Og diskussionen om midlerne til at få politikerne til at tage deres del af ansvaret for skolen alvorligt fortsætter jeg gerne. Også med dig, hvis du vælger at blive.

Jørgen Stampe

formand for

DLF's pædagogiske udvalg

og medlem af hovedstyrelsen