Når mobning skal bekæmpes, er det vigtigt at vide, hvad mobning kommer af. Derfor kan man selvfølgelig ikke nøjes med en konstatering af, at mobning kommer af alt muligt mellem himmel og jord. Af al trangen til lidt sjov på andres bekostning, af bestemt hårfarve, af uheldig tandstilling, af lidt for korpulent fremtoning, af for meget over- og undervægt, af for skinger stemmeføring m.m.m. Årsagerne må afgrænses. Og så nøjes vi med at sige, at mobning kommer af ”social angst”. Det letter bekæmpelsen.

Den reformerte skole, der lever af at opretholde de mest kaotiske klassefællesskaber med alt muligt blandet sammen i et uunderviseligt misk-mask, der må antages at være den bedst tænkelige grobund for alverdens mobningsformer frikendes af taktiske grunde. Man skulle jo nødig ende med at kunne bebrejde det højt beundrede sammenrodede kaos for noget. I stedet for lægger man helt grundløst og helt tilfældigt skylden på den holddannelse, som man har været nødt til at tillade, blot for at få skolekarikaturen til på visse meget begrænsede områder at ligne en rigtig undervisende skole, omend kun i meget korte øjeblikke.

Når vi nu engang har bestemt, at vi skal have en skoleform, der lægger undervisning og uddannelse de største hindringer i vejen, så gælder det om at finde på noget, der kan få skylden for alt det, som vi godt ved, at en skole bør kunne, men som den nuværende altså ikke kan og aldrig har kunnet. Man lægger skylden på manglende trivsel og nu altså også på omsiggribende mobning. Og når alle problemer således kommer til at bunde i manglende trivsel og i omsiggribende mobning, så slipper man jo bekvemt nok for at få øje på den manglende faglige indlæring, som især rammer de bogligt dygtige, som man har valgt at spærre inde i de kaotisk sammenrodede klasser.