Anmeldelse

Tidsmaskinen 1 og 2

Tidsmaskinen 1 og 2

Tegneserien formidler historie til mellemtrinnet, så den bliver genkendelig og underholdende. Spørgsmålet er, om "Tidsmaskinen"s lærervejledning samler trådene.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu hvor Fælles Mål 2 er over os, og også indskolingen og mellemtrinnet må forholde sig periodisk-kronologisk til historieundervisningen, er der behov for at tænke i nye baner med hensyn til historiske emner og tematikker, man ikke nødvendigvis har haft som omdrejningspunkt tidligere. For mellemtrinnet gælder det periodiseringen fra Ertebøllekulturen, Tutankhamon og Solvognen over Kejser Augustus til Jellingstenen og Absalon. Her er tale om kanonpunkter, der skildrer et tidsmæssigt og geografisk meget spredt billede af menneskehedens historie strækkende sig fra omtrent 5400 før vores tidsregning til 1200 efter.

Historielæreren må tænke både i dybde og i bredde i rammesætningen af stenalderen, Egypten, bronzealderen, romerriget, vikingetiden og middelalderen. Et bud på et supplerende materiale, der vil trække i den rigtige retning, er Rybka og Capezzones meget velfungerende tegneserierække "Tidsmaskinen 1 og 2", hvor fortællingen om historien og i historien bliver omdrejningspunktet for handlingen.

Med tegneseriegenren rammer Rybka og Capezzone plet på flere fronter: Eleverne kender til og har ofte gode (frivillige) erfaringer med mediet. Brugen af et helt igennem realistisk og præcist talesprog gør fortællingen vedkommende og lettilgængelig, og figurerne og livstemaerne er også letgenkendelige fra elevernes eget univers. De to hovedpersoner, Daniel og Alisha (et i øvrigt forfriskende nyt navn i protokollen!), føres via en tidsmaskine - en magisk historiebog fra skolebiblioteket - tilbage til fortiden, hvor de møder historiske pudsigheder af enhver art. Tegneseriens force er den bagvedliggende fortælling om de fundamentale fællesmenneskelige eksistenstemaer: Vores behov for orden og fællesskaber og vores forvirring og usikkerhed i forbindelse med kaos og det ukendte - med andre ord tanker om, hvad der er godt og ondt.

Tegneserien suppleres af en lærerens håndbog, der består af en række faglige baggrundsoplysninger og aktivitetsark, hvor eleverne kan arbejde med aspekter som mytologier, arbejdsredskaber, persongallerier og geografiske knudepunkter fra de enkelte tider. Desværre mangler materialet ambitioner rent pædagogisk. De mange indtryk bliver ikke integreret. Her springes bogstaveligt talt mellem epokerne, hvilket fungerer i forhold til fortællingen, men mindre godt i forhold til den didaktiske optik, hvor der også er behov for, at eleverne får en fornemmelse for det udviklingshistoriske.

Det ville i lærerens håndbog have været oplagt at opfordre til et eksplicit arbejde med de historiske ligheder og forskelle perioderne imellem. At denne mulighed ikke foreligger, betyder, at der kan opstå problemer omkring undervisningsdifferentieringen, idet niveauet fastholdes i det meget konkrete og enkelt-tematiske. Materialet vinder dermed primært på fascinationen af den gode fortælling.