Anmeldelse

Astronautens Blik

Lods til fremtiden

I gamle dage råbte vi "ismand", når vi ville gribe ind i en kysseproces. Og det lykkedes næsten hver gang. I dag bør vi råbe "vismand", hvis vi vil stoppe den igangværende gyserproces omkring vækst, vildveje og verdensmål. VISMAND! Og så dukker Steen Hildebrandt op.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ugebrevet Mandag Morgen kan bryste sig af at have en af landets skarpeste og skrappeste klummeskribenter, når skriften falder på ledelse, organisations- og samfundsforhold. Navnet er Steen Hildebrandt, hvis analyser og synsvinkler er kendt af mange, men dog alt for få. Men med "Astronautens Blik" bliver det nu overkommeligt at danne sig et indtryk af denne vismands evne til på en gang at analysere tidens væsentlige fænomener, at polemisere imod den politiske og organisatoriske dårskab og at lægge trædesten ud, så man aner en farbar fremtidsvej,

Fakta:

Titel: Astronautens Blik

Forfatter: Steen Hildebrandt

Pris: 198

Sider: 160

Forlag: Jensen & Dalgaard

Klummen er en velegnet genre til at skabe et sådant vue over en debatterende tænkers ståsted og spændvidde. Det har de modige og idealistiske forlæggere Jensen og Dalgaard haft blik for, idet bogen må være blevet til på deres foranledning, hvis ellers forordet står til troende. Modige forlæggere med en holdning har vi ikke for mange af.

Bogens klummer er fra 2013-2016, og de er samlet omkring seks temaer: vækst, uddannelse, ledelse, bæredygtighed, politik og håb. Men i løbet af læsningen bliver det mere og mere klart, at verden hænger sammen, at ubalancer og kort- og snæversyn præger adfærden i både de små, de store og største sammenhænge.

Politisk udskammes grådighedens apostel i dansk politik, Bjarne Corydon, som solgte Danmarks sjæl til Goldman Sachs. Men også den sorte Venstre-regering, som med højre hånd underskriver FN's nye verdensmål og drager hjem for med venstre hånd at beskære ulandsbistanden og hæve gylleloftet. For ikke at tale om de totalt fraværende socialdemokrater. Hvor kan man finde politisk lederskab i dagens Danmark?

Organisatorisk beskrives arbejdsmarkedet som domineret af en silotænkning, der akkurat som i politik arbejder ud fra en stivnet tradition, en udholdbar vækstfilosofi og en kort tidshorisont. Der er utroligt store muligheder for en indre vækst, hvis man får blik for de mange uudnyttede potentialer, der gemmer sig i siloernes tanke, og i stedet for at tænke i den traditionelle bundlinje arbejder med flere bundlinjer omkring social ansvarlighed, bæredygtighed og global solidaritet. Problemet er, at de kortsigtede hullapninger, vækstfremmere og kontanthjælpsbeskæringer nok kan give genvalg i politik, men er uden fremtidsperspektiv, hvis kloden skal overleve. Men en ændring kræver noget af os alle, ikke mindst af vores ledere i politik og organisationer, for de skal kunne og turde prioritere forpligtet af den tilgængelige viden om vækst.

I afsnittet om uddannelse plæderer Steen Hildebrandt for, at skolerne sætter sig ud over de dumsmarte politiske statements om "verdens dyreste - verdens bedste" og søger at undgå at blive "overrullet" af (finans)ministeriets McKinsey-konsulenter. Det må ske ved, at man udarbejder planer for "det selvstændige, kvalificerede og lokale arbejde". Og han plæderer for, at vi frem for at opruste til konkurrence mod kineserne satser på en dannelse til verdensborgere, at børnene "kan forblive og blive sunde, empatiske mennesker, der kan mærke sig selv, være sammen med andre mennesker på sunde og kreative måder og ud fra det udvikle sig".

Hvis man synes, det lyder lidt luftigt, så suppler læsningen med den bog, som jeg tidligere har anmeldt: "Lær af de gyldne øjeblikke". I den bliver en mulig offentlig organisationsudvikling med medarbejderinddragelse og bæredygtighed i detaljer beskrevet. Og det hele går ud på at skabe vækst, ikke mindst indre vækst.

Steen Hildebrandt beskriver i et afsnit lavpunktet i den skolepolitiske debat, da Karen Ellemann gik imod, at børn skulle have 37 timer i skolen; 35 måtte være maksimum. En sådan detaildiskussion hører ikke hjemme i Folketinget, men viser et manglende format hos vores folkevalgte. Men dette skrev Steen Hildebrandt, inden Søren Pape ville sikre bæredygtigheden ved at reducere 14.000 tons overudledning af kvælstog med 640 tons.

Et interessant afsnit handler om mediernes undren over, at Benny Engelbrecht kunne blive skatteminister, når nu han kun havde folkeskolens afgangsprøve. Her argumenteres overbevisende for, at akademikere ikke nødvendigvis er fødte ledere. Mange er bedre til at tale, så flere føler sig ekskluderet. Ledelse handler om både nogle menneskelige kvaliteter og en ledelsesfaglig kyndighed. Dette skrev Steen Hildebrandt, inden Ankers død reaktualiserede denne debat. Djøf betyder ikke nødvendigvis De Jordnære Øjeblikkes Fortryllelse.

I det afsluttende kapitel ser vi med astronautens blik, at den lille jord er ét sammenhængende system, et lys forude, i og med vedtagelsen af FN's 17 mål for verdens udvikling. De må diskuteres og følges op af politisk handling.

Lad Steen Hildebrandt være en rollemodel for det, vi gør i skolen. Og få kontoret til at lægge Mandag Morgen ud på lærerværelset.