Den til tider voldsomme kritik mod de såkaldte bindende trinmål (Fælles Mål) går mærkværdigt nok ikke på det umulige i at nå disse mål i en skole, der er indrettet på at vanskeliggøre den fag-faglige undervisning mest muligt. Kritikken går mere på, at det omgivende samfund, som betaler for skolens ydelser, er fremkommet med krav om, hvad man vil have for pengene, og man vil altså have et hævet fagligt niveau i forhold til de såkaldte Pisa-resultater. Derfor lægger omverdenen en ydre styring i form af krav om bindende mål ind i skolen. Og så er lærerne selvfølgelig nødt til at indrette deres undervisning efter at nå målene. Og det generer lærerne, angiveligt fordi lærernes egne »didaktiske og pædagogiske overvejelser glider i baggrunden«, hedder det i Folkeskolen nummer 14 i artiklen »Fælles Mål presser lærerne«. For didaktiske overvejelser kan jo i de udelte klasser næsten ikke andet end ende med forskellige mål for forskellige elever. Der er jo ikke megen realitet i at stile efter samme faste Fælles Mål for en udelt klasse befolket med både bogligt svage og stærke, og hvor det kræves, at læreren i sin undervisning skal tage udgangspunkt i hver enkelt elev. Man skal altså undervise de enkelte elever ud fra hver deres forudsætninger, hvilket jo er essensen i undervisningsdifferentieringen. Og så skal man samtidig sørge for, at hver elev føres frem til det Fælles Mål. Det minder lidt om en gordisk knude, der kun kan løses, hvis man anlægger en fortolkning af de Fælles Mål, så disse sættes så tilpas lavt, at de ender som laveste fællesnævnere. Og så er det endnu en gang de dygtige, som må betale prisen for det initiativ, der sikkert var tænkt som det probate middel til at hæve uddannelsesniveauet for alle.