Debat

Stil op igen, Anni

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Styrelsen i Vestfyns Lærerkreds har evalueret overenskomstforløbet. Vi havde et intenst lokalt forløb og en flot stemmeprocent. Det er vi naturligvis tilfredse med. Af almen foreningsinteresse kan blandt andet fremhæves:

Vi forudså på baggrund af kravene fra Kommunernes Landsforening (KL) et endog uhyre vanskeligt overenskomstforløb. På medlemsmøderne var det specielt kravet om ny løn, der fyldte debatten. Et flertal i kredsen ønskede, at foreningen skulle være offensiv og klar med en underviserlønmodel, når KL stillede kravet. Mange troede vel reelt ikke på, at vi kunne forhandle en underviserlønmodel hjem. Vi må erkende, at strategien lykkedes. Vi har på baggrund af de ekstra tilforhandlede millioner fået en aftale om ny løn, der er i god overensstemmelse med foreningens lønpolitik.

Medlemmerne var parate til en omdefinering af U, F og Ø. Vi havde ikke fantasi til at forestille os det politiske pres, der kom på vores arbejdstidsaftale. På baggrund af det mener vi, at foreningens ledelse valgte en fagpolitisk klog strategi ved at fremlægge en ny model.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi har fået en arbejdstidsaftale med pædagogiske udviklingsmuligheder i forhold til folkeskoleloven. Den skal gøres bedre lokalt og ved kommende overenskomstforhandlinger - ingen tvivl om det.

Afstemningsresultatet på landsplan er udtryk for stor skepsis - vil kommunerne give de nødvendige ressourcer til folkeskolen? En skepsis, der deles af alle medlemmer. Det er nu op til kommunerne at vise, at de påtager sig ansvaret for folkeskolen og samarbejder om udviklingsmulighederne i den netop indgåede overenskomst. Det vil vi i kredsen holde dem fast på. Og vi vil naturligvis i alle kredse være opmærksomme på kommunernes ageren frem til næste overenskomst. Vi har i kredsen oplevet en langt større interesse omkring overenskomstforholdene end tidligere. Det skal vi arbejde videre på.

Der er hovedstyrelsesvalg og formandsvalg til efteråret. Vi håber, at medlemsdemokratiet vil betyde konstruktiv dialog og medlemsinteresse for valget til den hovedstyrelse, der skal arbejde de næste fire år - og dermed i perioden op til og under næste overenskomstforhandling.

I kredsstyrelsen mener vi, at Anni Herfort - på trods af de svære odds - har opnået et godt resultat. En enig kredsstyrelse vil derfor opfordre Anni til at genopstille til formandsposten. Vi mener, at det er vigtigt, at det er vores nuværende formand, der er med til at gøre overenskomstens ord til praksis - og ikke mindst holde KL op på intentionerne og udviklingsmulighederne i aftalen.

Anita Christensen

formand for

Vestfyns Lærerkreds