Jeg lægger en slagplan

Elever giver kontant afregning. Det er Dorthe Winther vild med.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dorthe Winther begynder skoledagen ved at ringe ind med håndklokken, og snart sidder skolens ni elever parate. Johanne fra børnehaveklassen har sin plys-bambi stående på bordet, mens skolens ældste elev, Lasse på 4. årgang, er klar med en lille hovedtelefon i det ene øre. Det er nu ikke popmusik, der glider ind i øret, men en salme. Kristendomstimen er skudt i gang på Omø Skole - en af Danmarks mindste.

»Hvad blev Abel slået ihjel med?« spørger en af pigerne lidt senere.

»Det ved jeg ikke. En sten måske«, foreslår Dorthe Winther.

»En kampesten«, tilføjer en af drengene.

Lidt senere er eleverne færdige med at genfortælle historien om Kain og Abel. Nu skal de deles op i grupper. De skal tegne eller dramatisere historier fra Bibelen. Der er en af de yngste og en af de ældste elever med i hver gruppe. Undervisning på tværs af årgangene ligger Dorthe Winther på rygraden.

Hun er 48 år og har været lærer på Omø i de seneste 20. Livet som øskolelærer er på mange måder specielt, fortæller hun. Men ligesom på fastlandet er det mødet med eleverne, der giver hende lysten til at være lærer. Det er der, hun finder energien til at blive ved.

»Det gode ved børn er, at de er så umiddelbare. Der er kontant afregning ved kasse et, og det er der, spændingen er«, siger Dorthe Winther. »Så er der de elementære ting, som når de små knækker læsekoden og kommer med den første bog fra biblioteket og siger: 'Den har jeg læst'. Wauw, så er det skønt«, fortæller hun.

»Jeg bliver i godt humør af at undervise. Hvis jeg har personlige bekymringer, glemmer jeg dem i samværet med ungerne. Som lærer kan man ikke forstille sig, man er nødt til at være sig selv i mødet med eleverne«.

To fluer med ét smæk

I timen efter har Dorthe Winther matematik med tre elever i 3. og 4. klasse. De øver tabeller ved hjælp af fluesmækkere, som de bruger til at klaske det rigtige resultat på tavlen.

»I den ikke-årgangsdelte undervisning kan det være en udfordring at finde et emne, der ud over at differentiere også kan samle. I dansk skal det for eksempel udfordre og interessere 0.-2. klasse, og jeg føler klart glæde, når det lykkes«.

Også den fælles samtale på tværs af aldersgrupper kan være god til at skabe social tolerance.

Efter de sportslige tabeløvelser sætter eleverne sig med deres matematikbøger. En af pigerne skal finde frem til den rigtige regningsart for at klare en opgave. Dorthe Winther og pigen løser i fællesskab en nemmere version af opgaven på tavlen, så fanger eleven fidusen og kan gå i krig i sin egen bog.

»Det er dejligt, når de pludselig bryder igennem med noget i læringssituationen«.

Noget lykkes ikke

Hun kender selvfølgelig også til situationer, hvor eleven fagligt set ikke er med.

»Hvis nu et barn i 2. klasse ikke har fået fat i det, det skulle lære året før, så lægger jeg en slagplan for, hvordan det skal lykkes. Jeg skriver planen ned og følger den, og hvis det så stadig ikke lykkes, må jeg revidere den. Så må jeg søge sparring i øernes lærernetværk eller i anden kollegial sammenhæng«.

»Men der er ting, som ikke lykkes, uanset hvor mange gange jeg forsøger. Så må jeg jo spørge, om det skyldes min formåen, eller om eleven valgte det fra. Der er noget i lærerarbejdet, man må erkende, at det formår man altså ikke«.

Hun mener, det er særlig vigtigt at gøre den slags overvejelser på en lille skole. Omø har kun to lærere, og hendes kollega og skoleleder er også hendes mand. Eleverne kan gå på skolen til og med 6. klasse. Det betyder, at elever og lærere tilbringer mere tid sammen end på de fleste andre skoler.

»Årene her har lært mig at være mere rummelig. Der kan ikke være en elev, du ikke rummer. De skal være her i syv år. Du er nødt til at holde af dem«.

Ned i stoffet

Som nyuddannet arbejdede Dorthe Winther på en privatskole i Ringsted. Siden har hun taget en del af cand.pæd.-uddannelsen.

»Det er vigtigt at have mulighed for at blive ved med at udvikle sig fagligt«.

I december måned afsluttede hun uddannelsen til læsevejleder. Uddannelsen betød, at hun i perioder på seks uger har været væk fra Omø.

»Alle lærere bør have lov til at fordybe sig. Det giver ny energi at mødes med kolleger og grave sig ned i stoffet«, siger Dorthe Winther.

Det gjorde mig glad i dag

- I matematik kunne en elev pludselig sine tabeller. Det var ikke på grund af mig, men fordi han havde knoklet for det. Yes!

- Vi har øvet rim og remser i børnehaveklassen, og de små lirede dem alle sammen af - også de svære. Man kunne se på deres øjne, at det kunne de bare, og de nød det.

- Jeg er begyndt at undervise i natur/teknik, som kræver meget forberedelse for mig. I dag var der en pige, som sagde: »Bare vi skulle have natur/teknik igen i dag, det er bare det bedste!« Det var, fordi hun fandt en skolopender i går.

Uddannelse, elever og kollegasamarbejde giver energi

- Uddannelsen som læsevejleder har givet mig dybere faglig indsigt i området »børnestavning«. Det har givet min undervisning i dansk i indskolingen et spark fremad.

- Vi tager på lejrskole hvert år. Det kan være hårdt, men det giver energi i dagligdagen, fordi alle får fælles referencer, for eksempel en stor opvask eller et besøg hos naturvejleder.

- Mit netværk af bibliotekarer diskuterede, hvordan man kasserer bøger. Nu har jeg kasseret bøger og flyttet klassikerne ned på de nederste hylder. Det virker. Hylderne er appetitlige, og børnene tror, vi har fået nye bøger.