I 70 erne var der arbejdere og andre der turde udtrykke sig igennem solidaritet med andre dvs, de havde en fagforening i ryggen der turde og magtede at tage de yderste redskaber i brug, hvis deres medlemmer blev irettesat/undertrygt af maghaverne, de strejkede og derved blev de synlige i det offentlige rum. I dag er strejken ikke så synlig, den er blevet individualiseret dvs. at hvis der er noget du er utilfreds med, så skal du selv gøre noget for rette op på det. Hvis man tør at skrive ordet stress i google, så vil man opdage at der kommer ca.546.000.000 resultater, det er meget, især hvis man tør sammenligne med ordet lykke, der ligger på ca.23.000.000 resultater. Men hvad vil jeg dog så sige med dette? I kraft af den manglende knytnæve og solidaritet, som jeg antyde ovenfor, så er strejkens væsen gået hen og blevet erstattet at den individuelle protestform, nemlig ordet stress.Er vi mon gået fra at være en nation der strejkede til en nation af stressede.....er dette mon tegn på strejkens inderliggørelse?