Debat

Eksamenstid

Det er enorme resurser, elever og lærere i disse dage og uger bruger på afvikling af eksamener - undskyld, afgangsprøver

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg ved godt, at der i folkeskolen ikke er eksamener, men afgangsprøver. For eleverne er det imidlertid ét fedt. Der bliver fokuseret meget på resultaterne, gennemsnittet, sammenligninger og så videre. Eleverne øver sig i at gå til eksamen - undskyld, afgangsprøve. Geografitimer bliver brugt på at sætte krydser i de tidligere års prøveark, kristendomskundskab overtager pludselig en række timer fra andre fag (fag, der ikke blev udtrukket til afhøringen ved det grønne bord), og mange af timerne i 9. og 10. klasse bliver aflyst, fordi tiden skal bruges til afvikling af prøver.

Ved den seneste ændring af folkeskoleloven blev endnu flere fag gjort til potentielle prøvefag. Begrundelsen var at højne fagenes status, så de kom på niveau med de tidligere prøvefag. Med samme begrundelse overvejes det nu at gøre de kreative/musiske fag til prøvefag. Er det den rigtige måde at styrke fagenes status på? Er vi sikre på, at det styrker kvaliteten i undervisningen? Jeg har meget svært ved at se den indlæringsmæssige værdi af, at eleverne sætter krydser i de seneste års geografiprøver. Og jeg har svært ved at tro, at udarbejdelsen af et eksamenspensum til musik vil styrke musikundervisningen. »Vi lærer for livet, ikke for prøverne«, ville Grundtvig nok have udtrykt det.

Som fysik/kemi-lærer syntes jeg, at det var et kæmpe fremskridt, da afgangsprøven i faget blev udviklet til i langt højere grad at ligne den daglige undervisning, hvor vi under gruppeprøven gennem mindst en time havde mulighed for at iagttage eleverne arbejde, samtidig med at vi kunne spørge ind til deres teoretiske fundament. Den mulighed blev desværre afskaffet - det var ikke en rigtig eksamen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Tidligere i dette skoleår satte elevernes organisation Danske Skoleelever (DSE) afgangsprøverne til debat. Er prøverne tidssvarende? Bruger vi resurserne fornuftigt? Kan vi udvikle nye prøveformer? DSE nøjedes ikke med at stille spørgsmålene, men kom også med sin inspiration til en udvikling af prøverne. Desværre havde politikerne ikke mod til at tage handsken op.

Det er enorme resurser, elever og lærere i disse dage og uger bruger på afvikling af eksamener - undskyld, afgangsprøver. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kunne bruge resurserne bedre. Derfor skal der midt i en eksamenstid lyde en opfordring til at iværksætte et udviklingsarbejde på området. Eleverne har givet inspirationen.

»Derfor skal der midt i en eksamenstid lyde en opfordring til at iværksætte et udviklingsarbejde på området. Eleverne har givet inspirationen«