Kredsene har for tiden et udkast til en model for en eventuel ekstern klageinstans til høring. Et formandsmøde herom den 1. juni måtte aflyses, så nedenstående synspunkter kan så alligevel nå at indgå i debatten.

Som helhed er det et godt forslag, synes jeg. Men i forhold til det udkast, der i 1997 blev sendt til de kongresdelegerede, er der et par afgørende ændringer, som jeg helt klart synes skal overvejes én gang til, hvis instansen ikke skal blive urimelig tandløs.

Det er specielt ændringerne i paragraf 1, der fremstår som meget svage i forhold til tidligere. I 1997 kunne klageinstansen 'omgøre personrelaterede afgørelser'. I 1999 kan klageinstansen 'fremkomme med opfordringer og udtale kritik af konkrete personrelaterede afgørelser og sagsbehandlingen i forbindelse hermed'. En klar svækkelse.

I den gamle paragraf 1 kunne klageinstansen 'tilkende erstatning' eller 'opfordre til erstatning'. Det er helt væk i det nye forslag.

Bør det ikke være sådan, at hvis et medlem er blevet fejlrådgivet og eventuelt har lidt et økonomisk tab - eller har været udsat for 'svie og smerte' - så skal der selvfølgelig være mulighed for, at klageinstansen kan tilkende erstatning?

En anden væsentlig ændring er omfanget af klageinstansen. Tidligere var der en formand og x antal lægmænd. Nu er der kun én person. På trods af, at der i bemærkningerne i 1997 blandt andet står:

'Lægmands indflydelse på klageinstansen må være den afgørende begrundelse for etablering af et klagenævn'. Når man nu fjerner lægmændene, er det så for at fjerne 'den afgørende begrundelse for etablering(en) af et klagenævn'?

Hvis der er nogen, der kan svare på det sidste, må de meget gerne det.

Karl Heinz Mortag

Århus