Det var Rødovres borgmester Erik Nielsen (tv), der som daværende KL-formand i februar 2013 meddelte, at KL lockoutede alle lærere. Resultatet blev som bekendt en afskaffelse af lærernes arbejdstidsaftale, men fra i dag har lærerne i Rødovre igen en lokalaftale.

Rødovre-lærere skal nu selv sætte tid på forberedelsen

Mange steder oplever lærerne, at forberedelsestiden er de småbidder af tid, der er tilbage, når alle andre opgaver er plottet ind i skemaet. Sådan bliver det ikke i Rødovre, for her er det fremover læreren, der skal sætte tid på opgaverne inden den årlige drøftelse af opgaveoversigten. Det er et af elementerne i en lokal arbejdstidsaftale, som netop er underskrevet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF: Lærerne skal evaluere arbejdstiden

Det er en meget stolt og glad kredsformand Anders Liltorp, der netop har sat sin underskrift på en arbejdstidsaftale ved siden af skolechefens John Kronbaks og børne- og kulturforvaltningsdirektør Jette Egholms. Han betegner aftalen som en ægte professionsaftale, der tager udgangspunkt i lærerens behov for et professionelt råderum. Og det betyder blandt andet, at det er læreren, der med sit professionelle skøn skal afsætte den nødvendige forberedelsestid til de klasser og de fag, han eller hun skal undervise.

"Det er klart, at så kan lederen være uenig, og det kan sagtens være, at der ikke er tid nok, men så er det i hvert fald gennemskueligt, og lederen får også nogle tal, som kan bruges til at dokumentere opadtil", forklarer Anders Liltorp og fortsætter:

"Det væsentlige er jo, at der er en reel og konstruktiv drøftelse mellem lærer og leder, hvor kerneopgaven og den gode undervisning er i spil. De klare værdier, den store tillid og samarbejdet, som hele aftalen bygger på, skal jo ud at virke på skolerne. Det er dét, der kendetegner samarbejdet mellem alle niveauer i Rødovre Kommune, og nu er det også aftalebaseret." 

Behovet for et professionelt råderum kommer også til udtryk i aftalens ord om, "at den enkelte lærer kan prioritere at udføre opgaver, der eksempelvis ikke kræver kontorhold og ikke inddrager kollegaerne eller ledelsen et andet sted". Arten af opgaver, som kan udføres andre steder end på skolen, og rammerne for denne fleksibilitet aftales mellem skoleleder og tillidsrepræsentant på hver enkelt skole.

Arbejdsretten skal løse uenighed om forberedelsestiden

"Det handler ikke om, at lærerne skal stikke af, så snart klokken ringer - man kan for eksempel aftale, at der er tidspunkter, hvor alle lærere som udgangspunkt er til stede og kan lægge fælles forberedelse - det er et spørgsmål om det gode samarbejde lokalt", fremhæver Anders Liltorp.

Det koster at ødelægge forberedelsestiden

Rødovre Kommune har bevilget midler svarende til, at 780 undervisningstimer udløser én lærerstilling. Og med de nye lønaftaler får alle lærere også undervisningstillæg for 780 timer, uanset hvor mange timer, de rent faktisk har.

Oveni købet betyder aftalen, at der ikke er den store risiko for, at nogen som helst lærere i kommunen får mere end 780 undervisningstimer inklusive understøttende undervisning mv. For hver eneste time ud over 780 er takseret til et samlet undervisningstillæg på 176 kr. ekstra i timen. Det koster også ved kasse 1, hvis en lærer bliver taget ud af sin planlagte tid til individuel forberedelse - for eksempel for at tage en vikartime, eller hvis et team må aflyse sit planlagte teammøde, fordi skolen pludselig har kaldt til fælles kursus. 352,50 kr. i fleksibilitetstillæg per påbegyndt time, hvis ikke skolelederen kan finde et andet tidspunkt, så opgaverne kan nås.

Odense-skole sætter tid på alle lærernes opgaver

"Jeg håber bestemt ikke, at de penge kommer til udbetaling. Meningen er, at lederne skal strenge sig an for at finde et andet tidspunkt", fremhæver Anders Liltorp, som ikke vurderer, at skolelederen vil forfalde til at bruge ikke-læreruddannede vikarer i stort omfang af den grund, da der er enighed om, at hele formålet med øvelsen er kvaliteten i kerneopgaven, som bygger på høj kvalitet i undervisningen.

"For mig er det væsentligt, at vi har undgået en rigid og håbløs diskussion om puljer og tilstedeværelse ved at fokusere på kerneopgaven og formålet med at holde skole. Det er dét, der er den største styrke ved aftalen". 

Et andet element i aftalen er, at hvis der opstår en situation undervejs i skoleåret, der gør det nødvendigt at lave om på en lærers planlagte opgaver, skal skolelederen hurtigt i dialog med læreren om omlægningen. Er der tale om ekstra undervisning, skal der også skaffes tid til ekstra forberedelse. Er der tale om andre opgaver, skal undervisningstid og evt. også forberedelsestid nedsættes. Kan det ikke lade sig gøre, har læreren krav på fleksibilitetstillægget på de 350 kr. ekstra i timen.

"Med lov 409 har lærerne levet i konstant usikkerhed, fordi der ikke var noget til hinder for, at man pludselig fik en stak ekstra undervisningstimer, fordi en kollega havde brækket benet. Det kan ikke lade sig gøre med den her aftale", fremhæver Anders Liltorp.

Rødovre-chef: Aftale fokuserer på kerneopgaven

Hent aftalerne via linket til højre

Powered by Labrador CMS