I Folkeskolen nummer 20/1999 læste jeg Jesper V. Rasmussens beklagelser over det, han kalder stavnsbåndet i Grønland.

Hvad er det dog for en forkælet gang selvynk!

Du føler dig 'snydt og bedraget' over, at Hjemmestyret ikke straks stiller midler til rådighed for dine drømme og rejse- og eventyrlyst, selvom du har 'udført et rimeligt stykke arbejde' hele det halve år, du har været i Upernavik.

Jaaamen!

Den grønlandske folkeskole har behov for en god faglig og pædagogisk indsats og ikke mindst en solid, stabil og engageret undervisning over en årrække. Det vigtigste er i denne sammenhæng kontinuiteten, som gør dig i stand til at indleve dig i den opgave, du har fået tildelt og har accepteret.

Når de første par år er gået med en engageret indsats, så kan du begynde at forstå, hvad din opgave egentlig går ud på!

Hvad angår dine idéer om at flytte til Qaanaaq, så forstår jeg udmærket Hjemmestyrets betænkeligheder. For at kunne fungere på et sådant sted må man have erhvervet sig en ballast, som ikke opnås på et halvt eller et enkelt år i Grønland. Dette for at skåne både befolkningen og jer selv.

Endelig vil jeg fortælle dig, at jeg efter 16 år i Grønland, heraf størstedelen som skoleleder, ville have meget svært ved at behandle en ansøgning om omplacering med velvilje, hvis ansøgningen indeholdt trusler om opsigelse, såfremt det ansøgte ikke bevilges.

At kalde det bondefangeri, når man pludselig står over for at skulle honorere de vilkår og regler, man selv har accepteret ved sin ansættelse, kræver ingen kommentarer.

Selvom det nu er fem år siden, jeg vendte tilbage til Danmark, ved jeg, at der stadig er mange utroligt skønne oplevelser at hente såvel i arbejdet som i befolkningen og naturen, så til andre lærere: Søg trygt til Grønland.

Henrik Borris Pedersen

Gjøl