Debat
0   181

Tillykke til alle nye lærere

Lektor Karen Marie Hedegaard, Århus, sendte de nye lærere ud i verden med nedenstående tale. Jeg har fået lov at bruge den og vil med Hedegaards tale ønske alle nye lærere tillykke. (Den er bestemt også værd at læse for os "gamle" lærere!)

Tale på medarbejdernes vegne til de nye lærere ved dimissionen d. 19. juni, 2015 Læreruddannelsen i Aarhus

Artiklen fortsætter under banneret

af lektor Karen Marie Hedegaard

Kære nye lærere. Jeg har fået den ære at holde tale til jer på medarbejdernes vegne. Og vil starte med at sige - fra alle os til alle jer: Tillykke med jeres uddannelse! Der har været så meget fremdrift i jer, at I nu sidder her, 240 ECTS point senere end da I startede, og har gennemført uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen.

I kan måske stadig huske den første dag på uddannelsen, hvor I sang "God morgen sol" i idrætshallen, og sikkert også den "sidste skoledag" her d. 8. maj, hvor mange af jer var med i årets revy.

Det at tage en uddannelse er også en dannelsesproces. Det kom frem i revyen, hvor vi så tre studerende ved afslutningen af deres uddannelse, som ikke kunne kende sig selv igen: "Hvad er det der er sket med mig?" "Jeg har fået briller", "Jeg har fået skæg", "Jeg er blevet gravid". Den ydre forandring var tegn på en indre.

Det er allermest studiemiljøet, samværet og de mange, mange samtaler I har haft med hinanden i undervisning og studiegrupper - og i fredagsbaren - , som har været rum for jeres udvikling. Måske har én af jeres lærere også sagt noget I kan huske: Erik Lyhne: "Spild ikke tiden, spil hele tiden". Eller Carsten Linding: "Samfundsfag - begreber, der begriber verden".

Forfatteren M.A. Goldschmidt beskrev i midten af 1800-tallet dannelse som "den udviklede evne til opmærksomhed". Jeres lærerfaglighed er netop begreber, viden og færdigheder, der har udviklet jeres evne til opmærksomhed i forhold til undervisning.

I kan SE mere i undervisning end da i startede. På den ene side synes I måske det er blevet mere kompliceret og svært end da I startede. Det er mest folk udenfor faget som tænker: "Hvor svært kan det være? "  "Skal de virkelig bruge så meget tid på forberedelse? "

På den anden side betyder det, at I kan SE mere i undervisning, forhåbentlig også, at I kan GØRE mere i undervisning nu, end da I startede. At I har udviklet et repertoire af handlemuligheder og metoder, og udviklet et videns- OG værdigrundlag med kriterier, så I kan forholde jer kvalificeret til de udfordringer I møder i skolen.

Kriterier er vigtige; ordet er beslægtet med kritik, og indgår i en lærers dømmekraft. At kunne vurdere og skelne. Det hører med til at være professionel, at man kan forholde sig undersøgende og kritisk reflekterende til undervisningen, for at kunne udvikle og forbedre den i forhold til skolens overordnede formål. Det er både forberedelse til videre uddannelse og elevernes dannelse til myndighed og demokratisk deltagelse. Eller med Gert Biestas begreber: kvalifikation, socialisation og subjektifikation.

At være lærer er altså ikke bare et normalt lønarbejde, og læreren er ikke bare en funktionær, selv om regeringen med lov 409 netop har ønsket at normalisere lærerarbejdet. Det er også et professionelt arbejde, der bygger på viden og værdier, og det er et arbejde med mennesker.

Annette Roed har allerede citeret Løgstrup og "Den etiske fordring". Jeg vil tage det frem som Løgstrup siger om at "det er uoverkommeligt at holde skole".

Når han siger det er uoverkommeligt, tænker Løgstrup ikke lige på arbejdstidsaftaler og forberedelsestid, men på det etiske ansvar en lærer har, som man ikke bliver færdig med. Med den opgave, som han siger er skolens formål, nemlig tilværelsesoplysning. Det er et helt andet skolesyn Løgstrup står for, end den der præger skolepolitikken i dag.

Med tilværelsesoplysning som opgave må man "træde varsomt, for her bliver mennesker til". Det betyder også, at man skal passe på med den megen målstyring og måling, så det ikke ender med at tage modet fra børnene, sætte skel imellem dem, og ødelægge deres livsmod, for meningen må være at give dem tillid til sig selv og fællesskabets muligheder.

Samtidig må man også sige, at eleverne har brug for at kende og få et realistisk forhold til egne styrker og svagheder. Så der skal stilles rimelige krav og forventninger til dem, for at de kan udvikle deres viden og færdigheder og klare sig i tilværelsen.

Det er en balancegang for læreren, og da eleverne er forskellige, kan man ikke få et færdigt svar på, hvordan man skal gøre som lærer; man må udvise "pædagogisk takt" som det kaldes af filosoffen Herbart, som er den videnskabelige pædagogiks grundlægger.

Pædagogisk takt betyder at have udviklet opmærksomhed, så man hurtigt kan opfatte og forstå en situation, og hvad der er på spil for de elever, der er involveret, f.eks. hvad det er der er svært for dem, og have fantasi til at forestille sig andre måder at gribe sagen an på. Det er det vi i daglig tale kalder fingerspidsfornemmelse, hvor vi altså har krop og sanser med.

Det handler BÅDE om pædagogik og fag. For at kunne det Herbert taler om, må man være rigtig dygtig til sit fag. Indholdet ER det vigtigste: HVAD er det eleverne er i gang med at lære. At sige at man skal gå fra undervisning og indhold til mål og læring giver ingen mening. Det er to sider af samme sag. Og det er vigtigt at holde fast i at der ER en sag, et indhold, et fælles tredje mellem lærer og elev, for at skolen ikke skal blive en pædagogisk anstalt, et forbedringshus med en ny autoritær pædagogik, der vil bestemme elevens udvikling med præstationsmål.

Derfor: hold fast i undervisningsbegrebet; læreren skal ikke bare være læringsleder, så har man afskaffet lærerprofessionen.

Nu vil jeg lige vende tilbage til revyen, hvor I også fik prikket til nogle af de modsigelser man kan opleve som studerende, og også som underviser, skulle jeg hilse og sige. Der var f.eks. en sketch med hip til ledelse og administration, hvor vi så hvordan deres møder om de mange nye tiltag, som skulle sættes i gang i uddannelsen, hele tiden mundede ud i: "-Giver det mening? " "-Nej". "-Jamen så gør vi det".

Revyen var jo mest bare sjov, men lige det indslag jeg nævnte kan man godt kalde rigtig satirisk, og satire har i det her år vist sig at kunne være dødsensalvorligt. Man skal huske at meningen med og værdien af satire eller andre ytringer ikke at gøre grin med andre, eller andres guder, men at stille spørgsmålstegn ved vedtagne sandheder og magtpositioner i samfundet.

Det gælder også pædagogiske guder og sandheder. Også i pædagogikken må der være tankefrihed. Det må aldrig blive sådan, at der kun er én måde at tænke og forstå undervisning på, som alle lærere skal bindes op på. Det vil aldrig virke, og det

kalder bare på satire. Når nu man hele tiden skal høre om John Hattie, og høre at man skal tage ja-hatten på i forhold til reformen, jamen så bliver det da til en Ja-Hattie!

Den amerikanske psykolog B.F. Skinner, som er ophavsmand til behaviouristisk læringsteknologi, skrev i 1971 en bog, som på dansk hed "Har vi råd til frihed? " Han mente, at de problemer der var i verden, kunne løses med konsekvent brug af adfærdsteknologi i opdragelsen.

Hvis man læser på Undervisningsministeriets hjemmeside i dag, lyder det som om vi ikke mere har råd til frihed. Nu beskriver man hvordan lærerne SKAL planlægge målstyret undervisning, og ligesådan i mange kommunale skolevæsner, hvor meto-defriheden ser ud til at være afskaffet, så lærerne SKAL arbejde ud fra bestemte koncepter. I konkurrencestaten skal skolen styres med mål og test, lærerne skal se sig selv som ansatte funktionærer, og lederne skal belønnes ud fra resultaterne.

Derfor er der på mange måder en kamp og strid om folkeskolen lige i øjeblikket, som I kommer lige ud i. I det første år efter folkeskolereformen har der været flere sager, hvor lærere har ytret sig kritisk om reformen og den lokale skoleforvaltning har søgt at lukke munden på dem. Når lærere har gjort det, har det været ud fra et personligt og professionelt standpunkt og med store omkostninger, f.eks. læreren Erik Schmidt fra Agedrup Skole på Fyn, der valgte at sige op efter 40 år som lærer, da han fik en advarsel for negative holdninger. Han fik en ytringsfrihedspris "Årets sveske" som gives for mod til ytringsfrihed i skolen.

Som ny lærer går man nu nok ikke lige ud og placerer sig selv i midt i de konflikter der måtte være på en skole eller i et skolevæsen. De kan jo også vende sådan, at man synes der er muligheder i reformen, som de ældre kolleger ikke lige har set.

Men på en dag som i dag synes jeg også der er grund til at fastslå, at man som offentligt ansat har ytringsfrihed og ret til både på sin arbejdsplads og i den offentlige debat at kritisere skoleloven eller dele af den og måden den bliver forvaltet på, både som borger og fagperson. Derfor har I også en faglig forening, hvis det skulle gå galt.

Til slut vil præsentere jer for et dannelsesideal eller forbillede som passer, når I skal i gang med alt det nye. Det er Pippi Langstrømpe! Hun er lige fyldt 70 her i maj. Hun er en anarkist, der spiser med benene på bordet og gør andre upassende ting.

Hun er stærk, antiautoritær, humanist, pacifist, og holder med de svage. Når hun skal i gang med noget nyt siger hun: "Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt".

TILLYKKE OG GOD FEST!


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ