Folkeskolen nummer 17 indeholdt en 'anmeldelse' af min bog 'Op Lille Hans - Om skolestart og læsning'.

Her hedder det blandt andet: 'Han har sågar undersøgt to klasser, hvoraf den ene havde gået i børnehaveklasse, mens den anden havde fravalgt det. Den ene er observeret, og der er lavet interview, så den fremstår veldokumenteret. Gæt selv hvilken! Den anden er der ofret syv linier på!'

Her lykkes det minsandten for 'anmelderen' i ét afsnit både at latterliggøre projektets omfang (sågar undersøgt to klasser) og beklikke min hæderlighed (gæt selv hvilken).

Lad mig derfor kort orientere læserne om bogens indhold:

Den redegør for forslaget om at rykke undervisningspligten et år ned ved at gøre børnehaveklassen obligatorisk, og den undersøger begrundelsen for forslaget: at de børn, der har sprunget børnehaveklassen over, skulle have mistet noget.

Det gør den ved at dokumentere skolegangen for cirka 100 børn fra syv til 13 år, der alle har sprunget børnehaveklassen over.

Alle disse børns læseprøver er opgjort og sammenlignet med landsnormerne. Børnenes klasselærere er udspurgt gennem spørgeskemaer og nogle i interview. Alle børnenes forældre er udspurgt gennem spørgeskemaer. Nogle syvårige og nogle 13-årige er interviewet, og et par af de yderst få 1.-klasser, hvor ingen har gået i børnehaveklasse, er observeret.

Dertil er den politisk-pædagogiske udvikling i Skandinavien, England og USA gennemgået. Der gives en oversigt over forskningen siden tyverne omkring tidlig skolestart. De store læseundersøgelser gennemgås og sammenholdes med tre projekter, der viser den kropslige udfoldelses betydning for læsningen. Til sidst fremsættes der en idéplan for ændringer af børns vilkår.

Bogen dokumenterer, hvordan udviklingen her - parallelt med Norge og Sverige - systematisk er gået i retning af tidligere skolestart. Den viser, at de 100 tilfældigt udvalgte børn har klaret sig mindst lige så godt i skolen som børn, der har gået i børnehaveklasse.

Begrundelsen for tidligere skolestart gennem tvungen børnehaveklasse: at børn, der springer børnehaveklassen over, kommer bagefter, finder altså ingen støtte i undersøgelsen og finder det heller ikke i tidligere undersøgelser i udlandet.

Tilbage står så spørgsmålet: Med hvilke faglige begrundelser vil man så understøtte et så vidtgående forslag som udvidelse af undervisningspligten med et år?

At bogens undersøgelser ikke bekommer børnehaveklasseleder Lise Buhr så vel, forstår man jo godt, men at fordøjelsesproblemerne har fået anmelder Lise Buhr til at forsynde sig groft mod elementær anmelderetik, nemlig at underrette læserne redeligt om en bogs indhold, er ikke rart for os, der har foretaget undersøgelserne, og for mig, der har skrevet bogen, for jeg vil jo gerne have den læst!

Erik Sigsgaard

forsker ved Danmarks Lærerhøjskole