Danmarkshistorien har fået en hjælpende hånd i historieundervisningen. Det er i høj grad sket som følge af Dansk Folkepartis ensomme kamp for at styrke historieundervisningen. Men det har været en sej kamp, som flere kræfter helt uforståeligt har været imod.

I 1981 stod der følgende i historiefagets fagformål: Det skal tilstræbes, at eleverne bliver fortrolige med den tradition, det danske samfunds- og kulturliv bygger på, som forudsætning både for forandring og videreførelse. Nøgleordene er fortrolighed med det danske. I 1994 afskaffede den daværende radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen historielærernes forpligtigelse til at gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie, eller dansk samfunds- og kulturliv om man vil. I stedet skulle historiefaget gøre eleverne til aktive demokratiske borgere. Det er naturligvis et sympatisk ærinde at gøre eleverne til gode demokrater, men det hører sagligt og fagligt hjemme i samfundsfaget. Ole Vig Jensens ministertid er ovre, og Dansk Folkeparti har nu, efter et års arbejde, haft held til at overbevise undervisningsminister Bertel Haarder om at skrive følgende i historiefagets nye fagformål: Undervisningen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie.

Denne ellers så indlysende sætning har der været markant modstand imod i flere partier, eksempelvis i Socialdemokraterne, og sørme også i DLF. For eksempel skriver foreningen i sit høringssvar, at det er »... betænkeligt, at der i en stadig mere globaliseret verden fremover i højere grad i folkeskolen skal fokuseres på og undervises i dansk historie- og kulturtradition«. Den holdning er helt uforståelig: Netop i en globaliseret verden skal unge være forankret i danmarkshistorien og være fortrolig med den.