Debat

Misforstået anmeldelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 27 blev der bragt en anmeldelse af Servicestyrelsens kampagne, »Hvembetalerprisen.dk«. Anmelderen Annette Westrup er stærkt kritisk over for kampagnen, der har til formål at få unge til at debattere prostitution.

Desværre er anmeldelsen præget af fejl, misforståelser, der kan give anledning til fejlkonklusioner hos læseren.

Det er således et bredt flertal af Folketingets partier, der har besluttet at gennemføre en debatkampagne. Målet er at afholde flere unge fra at købe seksuelle ydelser og dermed bidrage til de sociale problemer, der er forbundet med prostitution.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Der er i kampagnen absolut ikke nogen dagsorden om at forbyde køb af seksuelle ydelser. Det er et politisk spørgsmål, og som den opmærksomme læser ved, er der ikke politisk flertal for dette.

Kampagnen retter sig imod alle 15-19-årige, uanset om de har eller ikke har købt sex. Det er en relevant målgruppe, fordi:

- 14 procent af samtlige mænd har købt sig til seksuelle ydelser hos prostituerede,

- gennemsnitsalderen for første køb af sexydelser er 25 år

- 20 procent af førstegangskøberne er under 21 år.

Kampagnen har til formål at få unge til at diskutere prostitution på baggrund af den viden, der i dag findes på området. Det sker selvfølgelig i en form og et sprog, som er rettet mod de unge. Kampagnen tager afsæt i en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt et stort antal klasser i målgruppen. De holdninger, der formidles i materialet - og altså også forskellene mellem piger og drenge - er de holdninger, der reelt præger unge piger og drenge.

Der er tale om en kampagne baseret på et solidt og faktuelt grundlag, som vi kun kan opfordre landets skoler til selv at forholde sig til.