At inklusionen af børn med særlige behov medfører, at børnene får tilstrækkelig understøttende- og kompenserende undervisning i folkeskolen, har aldrig været målet. Luftige betragtninger over fællesskabet som bærende faktor, når et inklusionsbarn bliver placeret i almenskolen, har skadet mange børn i denne tvetydige sags tjeneste. Alt for mange børn er i alt for mange år blevet fejlplaceret i folkeskolens præ-inklusion.

Inklusion i dag dækker over alt, der har bevægelse fra dyr specialundervisning hen mod billigere almenundervisning. Elasticiteten i inklusionsbegrebet har sin egen indbyggede modsætning, da det rummer selv det mest fejlplacerede barn, men også det himmelråbende naive håb om, at barnets rummelighed vil forandre barnets behov hen mod en normalitet. Når folkeskolen skal inkludere børn, er det strategiske udgangspunkt ikke, at lærerne har den fornødne viden og erfaring med eks. ADHD og autismeproblematikker i en almenskoles kontekst for undervisning. Nej det strategiske udgangspunkt er, at lærerens viden netop er utilstrækkelig, og ressourcerne til at ændre på dette forhold også er utilstrækkelig. Og opnår lærerne af uransagelige grunde denne specialpædagogiske viden og erfaring, har inklusionsstrategierne for længst sørget for, at placere yderligere børn med flere specialpædagogiske behov i den præ-inkluderende folkeskole hos læreren. Læreren kan med andre ord være sikker på aldrig af bære den fornødne viden og de fornødne værktøjer til, at løse sin opgave hen mod reel inklusion af børnene i klassen. Derfor er så mange lærere afmægtige overfor inklusionsopgaven. Inklusion handler med andre ord ikke om, at læreren kan inkludere børnene fagligt, socialt og adfærdsmæssigt, men om at visitationen kan fastholde skolen i en situation hvor reel inklusion ikke ligger indenfor målskivens rækkevidde. Målet er derfor ikke inklusion.

Et af hovedproblemet er de ord vi bruger omkring inklusion og den tilgang vi har til inklusion. Inklusion er ikke et tilstand der skal opnås. Der er ikke kriterier for hvornår en inklusionsproces har nået et stade, hvor et barn med rimelighed kan kaldes inkluderet. Det handler alene om placering nærmere almenområdet. Ikke placering der hvor barnets behov kan dækkes specialpædagogisk. Målet er en bevægelse hen mod en undervisning, hvor specialbørn som massebetegnelse, mødes ud fra mindre viden og erfaring med deres specifikke udfordringer og handicaps, end deres særlige behov tilskriver. Forholdt det sig anderledes, ville strategierne omkring inklusion for 10 år siden have været korrigerede. Inklusion tager ikke udgangspunkt i barnets behov. Bevægelsen er nærmere at flytte indsatsen længere væk fra barnets behov. Det er et sygt sociologisk projekt, hvor massernes (de handicappedes) behov skal styres og ændres til gavn for statens egeninteresse i at nedprioritere en befolkningsgruppe økonomisk. Eric Honnecher vil vende sig i sin grav af begejstring.

Der har gennem de sidste ti år været en tendens til, at kravstillingen til ”inkluderende tilbud” har fået så megen elastik, at selv almene betragtninger til tider har fået ekspertstemplet. Nyanlagte ”specialtilbud” uden nødvendig indblik og erfaring, har fra opstarten fået prædikatet ”kompetencecenter” og ”vidensbank”. Man kalder altså skoletilbud inkluderende, alene fordi de får visiteret børn med vanskeligheder. Det vidner om strategisk mangel på professionalisme, faglighed og saglighed, med mindre det er sandt hvad kritikerne har sagt i 10-15 år; at inklusion kun handler om at spare penge på de handicappedes velfærd og undergrave de handicappedes alment menneskelige interesser for at gå i en skole de udvikles i.

Såfremt kvaksalveriet omkring inklusionen i Danmark skal ændres, skal der stilles nogle standarder for inklusion. Standarder med løbende evalueringer af det enkelte barns bevægelse hen mod øget social, kommunikativ og faglig funktionsevne i det inkluderende miljø. Sikring af at den præ-inkluderende afprøvning giver resultater, som objektivt peger mod mere selvstændighed og mindre afhængighed hos barnet. Denne standard kunne være barnets sikkerhed imod placering i præ-inklusionstilbud, som undergraver dets interesser for et liv i udvikling. Og det kan sikre mod, at målene om placering af  96 % af danske børn i almenskolen, ikke strider mod børnenes tarv, og til at kommunalt omsorgssvigt ved umenneskelig fejlplacering af børn med særlige behov, ikke længere er en gangbar vej.

Operationen med placering af børn, som tidligere fik specialundervisning, i almenskolen er lykkes. Mange børn lider gennem deres liv under denne placering, og har gjort det de sidste 10-15 år, da skolen ikke kan inkludere dem i miljøet.

Hans jørgen Franks, Bagsværd