Sæt fokus tidligt i uddannelsen

Gør du dig målet klart fra begyndelsen, bliver det lettere at få det jobmæssigt rigtige udbytte af uddannelsen, mener ung lærerstuderende.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læreruddannelsen er et nyt kapitel i Mikkeline Friis Mikkelsens liv, men selvom hun kun er et par måneder inde i sit første år som lærerstuderende, ved hun, præcis hvad hun går efter.

»Jeg vil først og fremmest gerne lære at lære fra mig i forhold til forskellige typer af børn, og jeg vil gerne være god til klasserumsledelse. Desuden glæder jeg mig til at blive god til de tre linjefag, som jeg har mulighed for at tage. Lige nu er jeg i gang med dansk. Siden kommer engelsk og billedkunst«, siger den 18-årige lærerstuderende.

Jobmæssigt er det en rigtig god idé at sætte klare mål med uddannelsen. En undersøgelse fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, viser, at 87 procent af skolelederne tillægger ansøgernes uddannelsesbaggrund stor betydning, og at 90 procent har fokus på, om ansøgernes fag matcher den opslåede stilling.

Vil man være placeret godt i jobkøen, gælder det derfor om at få så meget som muligt ud af sin læreruddannelse og at vælge de rigtige linjefag.

»Jeg kunne ikke tænke mig at vælge et fag, som ikke interesserer mig, selvom det ville give gode jobmuligheder, men man kan sige, at jeg har valgt dansk som linjefag, fordi jeg har fokus på min jobsituation. Jeg vil nemlig gerne være klasselærer. Engelsk vælger jeg, fordi jeg på forhånd er god til sproget, så der er et godt afsæt for at blive stærk fagligt. Billedkunst hænger sammen med, at jeg er kreativ«, fortæller Mikkeline Friis Mikkelsen.

Handler det om at få gode karakterer? Øjensynligt ikke, hvis man kigger på skoleledernes holdning.

Ifølge SFI's undersøgelse er det kun 22 procent af dem, der bestemmer på skolerne, der tillægger karakterer størst betydning. Men det burde de måske. Der er nemlig en påviselig sammenhæng mellem elevernes faglige resultater, og om skolelederen prioriterer ansættelse af lærere med gode karakterer fra læreruddannelsen.

»For mig giver det sig selv, at det gælder om at blive så kompetent som muligt i sine linjefag, men jeg synes, det er lige så vigtigt at blive dygtig til at anvende forskellige pædagogiske metoder. Under alle omstændigheder synes jeg, at læreruddannelsen er spændende, og jeg glæder mig både til at sætte mig grundigt ind i fagene og til at komme i praktik«, siger Mikkeline Friis Mikkelsen, der går på læreruddannelsen i Skive ved professionshøjskolen Via.

Når hun er færdig med uddannelsen, bliver der først og fremmest kigget efter job på folkeskoler, der har brug for lærere i indskoling eller mellemtrin. Mikkeline Friis Mikkelsen ved nemlig allerede nu, at det er de yngste og yngre årgange, som hun har mest lyst til at være lærer for.