Debat

Skolelukninger er tabu

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF mener ikke noget om skolelukninger, der hærger landet som en smitsom sygdom. Det er slapt.

Foreningen har måske den holdning, at sagen er for betændt - måske er det sandt, at stort bare er godt? Ja, de store kommuner vil nok træffe store og rigtige beslutninger?

Se til bibliotekerne. I de sidste år er der lukket over 130 biblioteker, og afviklingen fortsætter. Også her lurepasser de ansatte, bibliotekarerne. De har ingen mening om bibliotekslukningerne, selvom de som folkeoplysere vel burde mene, at lukningerne nærmest er ved at ligne en kulturpolitisk massakre.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

På samme måde har DLF valgt at holde mund om skolelukninger, javel ja, man skal jo da også (forhåbentlig) ansættes et andet sted, så hellere holde bøtte!

Skolelukninger er ikke pædagogisk begrundede. Lukningerne handler om tal, økonomi og centralisering. Eksempelvis er skoler med 200 elever for små til Norddjursland, værsgo! Hæren af cand. oecon.er kan altid begrunde nedlæggelsen af en hvilken som helst institution med ord som bæredygtig, nødvendig, kvalitetsløft, rationaliseringsgevinst.

DLF burde protestere over det samlede kulturtab ved lukning af skoler: Centraliseringen, forarmelsen af lokalsamfund, busning af børn, distancering af forældre, barnets behov for overskuelighed kontra stort er effektivt.

En fagforening skal kæmpe for arbejdspladserne, skolerne, ikke bare for medlemmerne. Men det er svært, hvis tankegangen er gået i stå ved »den enes død er den andens brød«. Det synes ofte at være mørkt, man kan ingenting se.

Svar

Jeg ved, at mange lærerkredse har involveret sig i den lokale skolestrukturdebat. Fra foreningen centralt har vi gjort opmærksom på en række forhold, der kan være væsentlige at inddrage i debatten. Vi har ikke den holdning, at stort bare er godt, men jeg tror ikke, det vil styrke foreningens troværdighed, hvis vi konsekvent vender os mod skolelukninger uden et kendskab til de lokale forhold.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF