Debat

Vi giver ikke op

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I et indlæg i Folkeskolen nummer 14/15 giver Peter Bruun i Roskilde udtryk for, at hvis en kongresbeslutning om, at pensionen skal følge den almindelige lønudvikling, skal paragraf 27 i tjenestemandspensionsloven af 1969 ændres.

I paragraf 27 står imidlertid: Finansministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet procentreguleringen af pensioner og efterindtægt af pension.

Der synes således ikke umiddelbart at være behov for en lovændring for at tilgodese pensionisternes berettigede krav. Kun god vilje.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Peter Bruun giver også udtryk for, at Danmarks Lærerforening har overladt problemet til Statspensionisternes Centralforening, som har givet op.

Jeg ved ikke, hvorfra han har fået det indtryk, at Statspensionisternes Centralforening skulle have givet op. Det har vi absolut ikke. Men vi er underkastet de samme regler som alle andre organisationer: Vi kan ikke tage selv. Vi kan heller ikke - desværre - sætte magt bag vore krav. Danmarks Lærerforenings medlemmer kan gå i strejke, hvis ikke de er tilfredse med overenskomstresultatet. Hvis vi truede med strejke, ville man i Finansministeriet få sig en god latter.

Vi er helt afhængige af seriøsiteten i vore argumenter og af, med hvor stor styrke de tre forhandlingsberettigede centralorganisationer, vi er medlem af, fremfører vore krav. De kan imidlertid heller ikke tage selv. Og som vi har forstået de udmeldinger, vi har fået, bliver vore krav fejet af bordet i Finansministeriet uden seriøse forhandlinger.

Men at vi har givet op, beror på en fejlagtig opfattelse.

Peter Søndergaard

formand for

Statspensionisternes Centralforening