Henrik Bech Nielsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mandag den 23. juni døde Henrik Bech Nielsen efter længere tids sygdom.

Henrik startede som vikar på Avedøre Skole, mens han læste til lærer på aftenseminariet, og kom efter endt uddannelse til Nordvangskolen i Glostrup. Han var i en årrække fra 1974 til 1980 tillidsrepræsentant, og i den forbindelse var han med til at stifte Glostrup Lærerforening som en selvstændig kreds.

Henrik har altid været en god og vellidt kollega, uanset om det var i rollen som lærer, som tillidsmand eller som lærerrådsformand. I 1990 blev han udnævnt til viceinspektør, og i flere perioder var han også konstitueret skoleinspektør. Som leder værnede han om sit personale, og han bakkede altid lærerne op, når de stod i en vanskelig situation.

Igennem en årrække har Henrik været kredsens kritiske revisor, og ud over at have styr på tallene kunne man mærke, at han satte sig ind i lærernes dagligdag og kerede sig om skolen, selv om han var blevet pensioneret.

Henrik var godt selv klar over, at han ikke havde lang tid tilbage, men han bevarede sit gode humør og sin lune humor til det sidste, og han fik en værdig død.

Æret være Henriks minde.