Debat

Beskæmmende skolepsykolog

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Berlingske Tidende 9. oktober (og samme dag på folkeskolen.dk) er Bjarne Nielsen, formand for skolepsykologerne, citeret for nogle dybt nedsættende bemærkninger om lærere i folkeskolen: »Jeg tror ikke, at dygtige og engagerede lærere går ned med stress. Fra arbejdsmiljøundersøgelser ved vi, at lærere, som er gode til at samarbejde, har langt færre psykiske problemer«. Senere kommenterer Bjarne Nielsen den række lokale arbejdsmiljøundersøgelser, der påpeger problemer i forhold til normalklassernes rummelighed.

Skolepsykologernes formand mener, at disse synspunkter er dybt bekymrende, og at lærerne i stedet for defensivt at påpege dette hellere skulle lære af de skoler, hvor der tilsyneladende ikke er tilsvarende problemer.

Det er klart, at skolen skal lære af de erfaringer, der gøres rundt omkring, men den helt grundlæggende misforståelse, Bjarne Nielsen gør sig skyld i, er at gøre spørgsmålet om folkeskolens rummelighed til et spørgsmål om normalklassens rummelighed.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Selvfølgelig skal folkeskolen være rummelig, men det betyder ikke nødvendigvis, at alle elever skal gå i normalklassen. Folkeskolen skal have en række andre tilbud til disse elever, for eksempel specialklasser, gruppeordninger og specialskoler.

Den række af rummelighedsundersøgelser, der er gennemført, viser, at lærerne helt generelt går ind for en rummelig og inkluderende folkeskole, men at de nuværende vilkår er dybt belastende både for de enkelte elever, for klassen som helhed og for lærerens psykiske arbejdsmiljø. For kommunerne er rummelighedsprojektet også et besparelsesprojekt, som betyder, at nogle elever ikke får den støtte, de har krav på. Et besparelsesprojekt, som skolepsykologernes formand indirekte bliver advokat for. Det er beskæmmende.