Det er ingen hemmelighed at jeg hører til dem der efterhånden er særdeles skuffede over sprogfagenes plads i skolereformen. Jeg havde ikke rigtigt noget at smile af efter ligestillingen mellem fransk og tysk fra 5. klasse forsvandt med et pennestrøg. Og nu hvor 3. fremmedsprog bliver sultet med færre timer end vedtaget fra starten, bliver det for alvor svært at holde gejsten oppe. Men en ting er ikke slettet (endnu?): kravet om at gennemføre mindst et internationalt forløb i skoleforløbet kan jeg stadig håbe på har fundet plads i de nye mål.

Rytteriets snobber ville nok sige om mig og mine fagfæller: ”Åh, de er s'gu altid så sure de fransklærerinder... De skulle tage og se lidt mere lyst på det hele, forære sig selv en rejse sydpå og drikke noget dejlig champagne...så ville de blive skide frække...” eller noget lignende. Så det har jeg gjort, noget af det i hvert fald.

For flere år siden fik jeg et brev fra en lærer, Gisèle, i Toulouse. Hun havde stablet projektet Arbre de las Lengas (sprogtræet på occitan) på benene, men havde ingen kontakter i Danmark. Projektet har udgangspunkt i occitan-undervisningen i to skoler i Toulouse med en forskellig overskrift fra år til år: Vand; højtider og fester; rummet og i år en tekst som eleverne kender og som kan indgyde mod. Hver gang har der været en sætning eller et lille digt på occitan der skulle oversættes til de ca. 30 sprog som er repræsenteret i samarbejdet. Alle breve og oversættelser udveksles og samles af Gisèle og præsenteres særdeles dekorativt ved en større sammenkomst et sted i Toulouse. Jeg har i mine sommerferier besøgt Gisèle et par gange, og vi har udvekslet ideer og planlagt hvilke forløb i vores årsplaner der kunne være oplagte til samarbejde. Eleverne har sendt små håndskrevne og dekorerede breve til hinanden, og vi har lavet håndfaste eller digitale præsentationer. Mine elever har været pavestolte når de har kunnet tygge sig igennem et fransk brev, og de har været meget opsatte på at lave flotte produkter.

Helt exceptionelt fik jeg mulighed for at få et to ugers kursus hos Langue Onze i Toulouse her før påske. Det var skræddersyet til lærere, Formation des formateurs, og indeholdt tekstlæsning, grammatik, fonetik, kendskab til undervisningsmaterialer om forskellig fransk kultur og til slut udvikling af eget materiale som man underviser resten af holdet i. Efter en skriftlig ansøgning hvor de vurderer franskniveauet, indpasses man på et hold på samme niveau. Jeg kunne ligefrem mærke hvordan jeg blev en gladere fransklærerinde som de 14 dage skred frem med masser af inspiration, ture i byen, kontakt til de andre studerende og shopping og og og...

Kurset faldt tilfældigvis sammen med årets afvikling af Arbre de las Lengas, og jeg kunne bo hos Gisèle som meget gerne tager studerende ind som logerende fra hele verden og på den måde hele tiden får nye bidragydere til projektet.

Det var fantastisk at opleve Gisèles gæstfrihed og deltage i aftenen hvor et sprogtræ bugnede med oversættelser af sætningen: Lo coratge es pas, de pas aver paur, es de caminar quitament ambe las nòstras paurs (occitan). Le courage, ce n'est pas de ne pas avoir peur, c'est d'avancer malgré ses peurs (français); og et andet var fyldt med citater der kunne beskrive hvordan man kommer videre i en svær tid. Min 9. klasse bidrog med den franske udgave af Janne Tellers roman Intet og deres egne digte på fransk hvor de beskrev hvad der var vigtigst i deres liv, dvs. de havde lavet deres egne betydningsbunker. Der var dans og sang på afrikansk, occitan og fransk og masser af kontakt med nysgerrige toulousanere der ville vide alt om dansk skole og Danmark og rose de marinerede sild der var mit bidrag til den overdådige sammenskudsbuffet.

Det blev et meget stærkt kulturmøde som for mig satte en tyk fed streg under at internationale kontakter er utroligt vigtige når man taler om at fremmedsprog også skal være autententisk. Mine elever brugte deres skriftlighed, de kunne trække på deres viden fra dansk, og de blev klogere på deres egne forhold for at kunne beskrive dem for andre.

Efter to ugers kursus, kulturoplevelser, mad og drikke i en dejlig by, var der ingen tvivl om hvad jeg skulle lave som mit undervisningsmateriale: Det kunne kun blive med omdrejningspunkt i Claude Nougaros skønne, skønne sang Toulouse. Overskriften er Connaître une ville par la chanson, og afviklingen gik fint på kurset. Nu er det så mine kære elever der kan se frem til en uges arbejde om Toulouse. De har allerede smagt violbolsjerne jeg havde med hjem, så de er nysgerrige for at vide mere. Nok måske især fordi de fik en glad og nyinspireret lærer hjem igen.

Denne fransklærerinde er s'gu blevet lidt gladere og vil skåle for at internationalt samarbejde også får plads i den nye folkeskole.