De siger det alle sammen. Eksperterne. Dem, der ved noget. Kjeld Fredens, Peter Vuust, Ann Elizabeth Knudsen m fl. 

Musik er vigtigt. Musik kan gøre os bedre til alt muligt andet end bare musik. Musik udvikler hjernen. Det er endda videnskabeligt bevist. Skoler med en stærk, musikalsk profil - som Skt. Annæ Gymnasiums Sangskole i København og Nørrelandsskolen i Holstebro - ligger i toppen af karakterskalaen.

Så der er noget, der tyder på, at vi i Danmark har fat i den meget korte ende, når vi skærer ned på musikundervisningen og i stedet giver flere dansk- og matematiktimer.

Jeg har lyst til at sige, at musik skal tages alvorligt. For dét, det er. Det er noget, vi lærer, noget vi udøver, noget vi lytter til, noget vi danser til. Det rører vores følelser, det kræver disciplin at blive god til, og hvis vi gør det sammen, bliver vi afhængige af hinanden. Musik er for ALLE.

At det så samtidig er godt for alt muligt og styrker koncentration, empati, læring, fælleskabet og alt muligt andet, er en bonus, men ikke begrundelsen for, at vi naturligvis ikke skal være en musikfattig nation.

Frede V. Nielsens rapport,  Musikfaget i undervisning og uddannelse. Status og perspektiv 2010, viser med stor tydelighed, at musikken har fået en ordentlig en med sparekniven i mange år, og det gælder på samtlige uddannelsestrin. Musik er ikke længere obligatorisk på gymnasierne, antallet af lærerstuderende med musik som liniefag er halveret og musiktimerne er blevet skåret med 80 % på pædagoguddannelsen, for bare at nævne nogle af de triste scenarier. Musik anses ikke længere for at være et vigtigt fag. Det er det tydelige signal. Der skal nu argumenteres kraftigt for, hvorfor musik er vigtigt og ikke bare en lille hyggepause. Måske er det de så berømte og berygtede PISA- undersøgelser, der har blændet os og fået os til at fokusere kraftigt på kedelig udenadslære og et meget snævert fag-felt.

Intet fag er mere fyldt med fordomme og forudindtagelser end musik.

Mange tror, at det er noget, man skal kunne, før man overhovedet begynder på det.

Jeg møder tit voksne, der siger om dem selv, at de er umusikalske, ja, faktisk tager de tit gerne hele familien med i faldet og siger, at ”hjemme hos os har vi ikke en tone i livet.” Der findes nok tonedøve mennesker, men i de fleste tilfælde handler disse udsagn om noget andet. Jeg synes, det må være en så godt som umulig opgave for et barn, der vokser op i familier med den selvopfattelse, at tro på, at man faktisk godt kan komme fra en familie uden en tone i livet (hvis det overhovedet findes) og så blive glad for musik, eller måske endda god til musik. Endsige tro på, at musik er noget vigtigt, når nu de og deres forældre åbenbart ikke kan forvente at kunne bruge det til noget som helst.

I den rytmiske musiks verden har vi fået opbygget en tro på, at det næsten kun er drengene, der kan lære at spille ordentligt på et instrument. Den fordom er så fasttømret, at denne branche på en god dag kan tale om en kønsfordeling på 80-20% i mændenes favør, på trods af, at det selvfølgelig intet har på sig. Jeg synes, det er trist, at et af de allermest eksponerede erhverv fortæller de små piger (og de store), at her kan de ikke være med.

Når børn går til musik, bekymrer nogle forældre sig om, hvorvidt deres barn er musikalsk. Måske fordi de tror, at det er spildt at spille musik, hvis man ikke er meget talentfuld, men der er vel ingen der spørger spejderlederen, om deres barn har flair for knob? Jeg kender en lærer, der siger, at talentet sidder i numsen. Kan man sidde og øve længe nok på den, så bliver man god. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, men bestemt ikke helt skæv.

Som barn gik jeg til håndbold. Jeg var elendig til det, scorede ingen mål og var på tredjeholdet. Men jeg mødte op til træning to gange om ugen og til kamp i weekenden. Jeg var en del af et fællesskab. Jeg kom i god form, lærte reglerne, forstod, at der fandtes taktik, og jeg blev rimelig god til at kaste og at gribe. Jeg synes på ingen måde, at det var spild af tid, at jeg gik til håndbold, selvom jeg aldrig nogensinde blev særlig god til det. Jeg var glad for det og er sikker på, at jeg fik noget ud af det, og at det smittede af på de andre ting, jeg lavede. Og jeg fik nogle sociale kompetencer med mig fra sportshallen. Det er det, vi kalder breddeidræt.

På samme måde mener jeg, at alle får noget ud af musik. Det handler ikke kun om, hvor god man kan blive til at spille.

Lad os få pigerne ud på instrumenterne og de indbildt tonedøve hen til mikrofonerne.

Lad os styrke bredde-musikken.