Debat
0   118

Dannelse og evidens

I Folkeskolen nummer 20 skrev Erik Schmidt under overskriften »Evidens eller drægtige dilemmaer«, at jeg i en kronik i Information har bekendt mig som »pædagogisk ateist«. Han påstår, at jeg »betragter dannelsestænkere som repræsentanter for lunefulde stemninger og religiøst føleri«. Og som om det ikke er nok, har han også kendskab til mine motiver: Det skal »bringe Danmarks Pædagogiske Universitetsskole nærmere den politiske magt«.

Nu må det være svært for læsere af Folkeskolen at forholde sig til en polemik, som Erik Schmidt fører om en kronik, som de allerfleste læsere ikke har haft den mindste chance for at læse.

Artiklen fortsætter under banneret

Så derfor er jeg nødt til at bukke hovedpointen i neon: Erik Schmidts referat af min kronik er simpelthen forkert. Jeg vil i al stilfærdighed prøve at forklare ham og eventuelle andre læsere, hvad jeg skrev.

I kronikken sagde jeg, at pædagogikken er vor tids utopiske projekt. I gamle dage var det religionen, der skulle bringe os i himmelen. I dag er det undervisningen, der skal bringe os om ikke i himmelen, så i det såkaldte »videnssamfund«, der for mange synes at være lige så paradisisk.

Men dette er ikke den eneste parallel. Også fronterne er trukket op på samme måde: På den ene side står i religionen de troende, i pædagogikken dannelsesteoretikerne. På den anden side står i de religiøse anliggender ateisterne, i pædagogikken evidensfolket.

Og så kommer den pointe, som Erik Schmidt ikke har forstået: Hvad er jeg selv, spørger jeg i kronikken: Troende eller ateist? Og mit svar lyder: Jeg er agnostiker, det vil sige, at jeg tror ikke på nogen af delene. Jeg bekender mig ikke til den pædagogiske ateisme, Erik Schmidt. Jeg tager afstand fra den!

Hvorfor? Fordi verden ikke er enten-eller, men både-og. På den ene side er det vigtigt at vide, hvad der virker. På den anden side har undervisning altid - jeg gentager: altid - et dannelsesperspektiv. Man underviser for at danne mennesker eller for at stimulere til selvdannelse.

Se, det var min pointe. Vi skal, i det omfang det er muligt, vide, hvad der virker. Men vi skal også forstå, at pædagogik er et dannelsesprojekt. Man kan ikke reducere sagen til det ene eller det andet, for pædagogikkens dilemma - og må jeg tilføje: Vidunderlige dilemma - er, at den altid er begge dele.

Dette standpunkt ville jeg gerne have diskuteret med Erik Schmidt. Men de holdninger, han tillægger mig, gider jeg ikke diskutere. For de findes udelukkende i Erik Schmidts egen fantasiverden.

Læs Lars Qvortrups kronik i Information via linket til højre.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ