Skolemuseum bliver lukket

Den første august bliver døren låst på Dansk Skolemuseum i Rådhusstræde i København med mindre nye sponsorer melder sig snarest. Det bekendtgør museets bestyrelse i en pressemeddelelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Bestyrelsen for Skolemuseet har på et møde 20.5.08 med stor beklagelse set sig nødsaget til at forberede en lukning af museet. Konsekvensen er, at museet lukkes for offentligheden fra 1. august", står der i pressemeddelelsen og videre:

"Skolemuseets bestyrelse har i museets levetid fra 1995 arbejdet på at inddrage flere især offentlige sponsorer i museets drift. I de seneste år har bestyrelsen i to omgange arbejdet med en model, hvor Skolemuseet skulle være en integreret del af Nationalmuseet i Kulturministeriets regi".

"Efter et omfattende udredningsarbejde meddelte Undervisningsministeriet imidlertid i april måned, at Kulturministeriet og Nationalmuseet ikke kunne finde en løsning. Samtidig blev det meddelt, at Undervisningsministeriets bidrag på 0,8 mio vil fortsætte med henblik på, at samlingen fortsat er åben for offentligheden i et andet regi".

"En fortsat drift med de nuværende økonomiske rammer er ikke mulig på et rimeligt niveau, derfor er den eneste mulighed, at andre offentlige og private sponsorer nu må tage over sammen med Undervisningsministeriet. Museets bestyrelse ønsker fortsat meget gerne kontakt med en eller flere nye storsponsorer for at drøfte museets fremtid".