Debat

Der er et valg for folkeskolen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var spændende at læse Folketingets uddannelsesordføreres kommentarer til vores kronik »Uddannelsesløft i stedet for videnskløft« i Folkeskolen nummer 11. Opløftende, fordi en samlet opposition havde visioner for en ambitiøs udvikling af folkeskolen, så den bliver endnu bedre til at bryde den negative sociale arv. Tankevækkende, fordi regeringens ordførere tydeligvis mener, at vi har verdens bedste folkeskole lige præcis nu.

VKO-ordførerne spørger, om Socialdemokraterne undsiger folkeskoleforligene. Nej, selvfølgelig ikke. Elevplaner og nationale test er nyttige redskaber, som udformet og gennemført ordentligt vil være med til at styrke evalueringskulturen i folkeskolen. Men de kan jo slet ikke stå alene.

Svaret ligger heller ikke i at afskaffe afgangsprøverne eller trinmålene, som Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten foreslår. Vi ønsker en fælles folkeskole, der gør alle børn dygtige nok til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Uanset hvor de vokser op i landet, og hvilken skole de har gået på. Derfor også vores vision om udvidelse af undervisningspligten til 13 år og gerne med forsøg, som De Radikale konstruktivt foreslår.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Den politiske opgave er at give det visionære perspektiv på fremtidens folkeskole. Tiden er moden til at lave det samme gigantiske uddannelsesløft, som skete i 1960'erne og 1970'erne.

Vi medgiver, at Dansk Folkeparti-ordføreren har sin helt særlige vision om, at folkeskolen skal gøres endnu mere dansk med mere kristendom og uden internationalt udsyn. En vision, vi er lodret uenige i, men dog et bud på en udvikling af folkeskolen. Venstre og De Konservative kommer desværre ikke med ét eneste forslag til fremtidens folkeskole i deres fælles svar på vores udspil. Vi tager til efterretning, at det ikke er fra borgerligt hold, at der er visioner for en ambitiøs og fælles folkeskole for alle.

Det er opløftende, at der er vigtige punkter, vi i oppositionen er enige om at tage fat på. Vi insisterer på, at den negative sociale arv skal brydes gennem reformer. En pædagogisk fornyelse af folkeskolen hvor teoretiske og praktiske fag spiller sammen, sammenhængende forløb fra førskole til skole, lektiehjælp, sundhed og faglighed gennem mere idræt, bevægelse og sund mad, renovering af skolerne og efteruddannelse af lærerne. Samt helt konkrete redskaber til lærerne, hvor en rummelig folkeskole ikke misbruges til at mindske nødvendig og hurtig specialundervisning, og hvor skolernes rustes med AKT-lærere (adfærd, kontakt og trivsel) og samarbejde med for eksempel socialrådgivere.