Det er for ensidigt kun at fokusere på tal og regneeksempler, hvor aftaleresultatet sammenlignes med den nuværende aftale. Tallene kan belyse nogle konkrete problemstillinger. Men der er intet perspektiv i kun at sammenligne med en aftale, hvis dage under alle omstændigheder er talte.

Folketingsflertallets utilbørlige tilkendegivelse i finanslovsforliget betød, at det var umuligt at fastholde den nuværende arbejdstidsaftale. Havde vi forsøgt det, ville det direkte føre til et diktat, som foreningen ikke ville få indflydelse på. Det var baggrunden for, at en enig hovedstyrelse i januar besluttede at forhandle om en helt ny arbejdstidsaftale. Det var en modig og rigtig beslutning. Men den betyder også, at alternativet til aftaleresultatet ikke er den nuværende aftale, men derimod - ved et nej - det, der måtte blive resultatet af forhandlinger i Forligsinstitutionen og en eventuel konflikt.

Overenskomstresultatet skal derfor primært vurderes i forhold til de faglige perspektiver, der ligger i aftalens forudsætninger om et ændret undervisningsbegreb og en ny lærerrolle.

Det skal også vurderes i forhold til decentraliseringen, der giver sig udtryk i, at det i langt højere grad er den enkelte kommune og den enkelte skole, der sætter de pædagogiske mål og har ansvaret i forhold til folkeskoleloven. Realiteter, der gør det til en politisk umulighed at indgå centrale aftaler, som ikke - i en eller anden grad - skal suppleres eller udbygges lokalt.

Det kommunale serviceniveau styres ikke gennem overenskomsten. Den skal derimod sikre det enkelte medlems rettigheder. Derfor er det rimelige krav til en aftale, at den er fagligt forsvarlig og sikrer tid til den individuelle forberedelse og tid til det arbejde, der i øvrigt ønskes udført. Og det må ikke mindst være et krav, at den sikrer lærerne et stort professionelt råderum i arbejdstilrettelæggelsen. En lærerarbejdstidsaftale skal tage udgangspunkt i et undervisningssyn, som er i overensstemmelse med kravene til folkeskolen og er i overensstemmelse med lærernes pædagogiske praksis og hverdag.

Lever aftalen op til disse krav? Hvordan vil skolerne i praksis udnytte aftalens nye muligheder? Hvad er perspektiverne i nytænkning omkring undervisningsbegrebet og ændret planlægningssystem?

Hvilken indflydelse vil aftalen få på lærernes arbejdsvilkår og mulighed for at lave god undervisning?

Det er sådanne spørgsmål, diskussionen også skal afklare. Dermed kan overenskomstdebatten bruges i en konstruktiv dialog, hvor problemer i aftalen sammenholdes med de nye muligheder og med alternativerne.

Aftaleresultatet er udtryk for nytænkning i forhold til folkeskolen, lærerarbejdet og arbejdsmiljøet. Derfor er det en aftale med perspektiver. De fortjener en mere fremtrædende plads i debatten.

Stig Andersen

medlem af DLF's hovedstyrelse