Sazmtlige lærere og pædagoger har fået to dages kursus i Silkeborg Kommunes inklusions-mindset (se link til højre for artiklen)

Silkeborg-børn går i inklusionscenter – ikke specialklasse

Selvom Silkeborg Kommune har sparet store summer på skolevæsenet de senere år, er alt, hvad der er sparet på specialskoleområdet, ført tilbage til folkeskolerne. Oplægget om Silkeborgs inklusionsprojekt var det mest velbesøgte på KL’s Skolerigsdag i går.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På storskærmen i Aalborg Kongrescenter viste skolechef Huno Jensen og formand for børne- og ungeudvalget Søren Kristensen en video med 17-årige Simon, der har diagnosen ADD og var meget voldelig i sine første år i skolen. Et enkelt år, i 4. klasse, kom han i specialklasse og fik hjælp til at håndtere temperamentet, men først i 7. klasse fik han en diagnose og medicin.

"Det er ikke nemt at fortælle, man går i specialklasse. Jeg kan huske, når vi besøgte mine forældres venner, og deres børn spurgte, hvor jeg gik i skole. Og de spurgte, om det var psykopater, jeg gik i klasse med. For min skyld må man gerne fjerne specialklasserne og give børn hjælp i deres egen klasse - så føler man sig ikke så underlig".

Silkeborgs børne- og ungeudvalg fastagde en inklusionspolitik i 2010. Samtidig med, at der blev sparet 64 millioner på folkeskoleområdet, lovede politikerne, at besparelser på den vidtgåedne specialundervisning ville blive ført tilbage til folkeskolerne.

"Dengang var det uvant for os at sætte procenter på, men vi endte med at beslutte, at målet var, at 15 procent af børnene i de vidtgående tilbud skulle hjem i distriktskolen", fortæller Søren Kristensen. Det betød også, at når vrede forældre sagde, at deres barn umuligt kunne gå i folkeskolen, kunne politikerne svare, at det langt fra var sikkert, at deres barn var blandt de 15 procent.

40 børn tilbage i distriktsskolen

Målet er ikke nået, men 40 ud af 450 børn er flyttet til den lokale folkeskole, og færre tages ud af folkeskolen til et specialtilbud. Og det første år sparede man seks millioner kroner, og politikerne holdt deres løfte. 2012 betyder formentlig en yderligere besparelse på to millioner som også vil gå til folkeskoleområdet.

Under stor opmærksomhed og diskussion brugte Silkeborg Kommune en jobrotationsordning til at gøre det muligt at sende samtlige 1400 lærere og pædagoger i kommunen på en uges kursus - to dages kursus i det nye mindset, som skal sikre inklusionen - en anerkendende tilgang til børn med særlige behov - og tre dages efteruddannelse på skolen. 300 lærere fik et diplommodul i specialpædagogik.

Silkeborg-formand forsvarede medvirken i "jobcirkus"

Planen er at etablere seks inklusionscentre med forskellige specialer, fx læsevanskeligheder eller gennemgribende udviklingsforstyrrelser - hver placeret på en folkeskole og med mellem 20 og 80 elever i centret. Det første center er etableret på Langsøskolen i Silkeborg. Dertil kommer satellitklasser, hvor et inklusionscenter etablerer en klasse for op til ti elever på en folkeskole. Og det tredje led i modellen er et rejsehold bestående af en lærer og en pædagog fra et inklusionscenter, der kommer ud til en folkeskoleklasse, hvor der et eller flere børn, som lærerne har svært ved at rumme i undervisningen:

"De kommer ikke som rådgivning, men som arbejdskraft, der giver konkret hjælp i dagligdagen, sidemandsoplæring og kollegasparring", fortæller skolechef Huno Jensen og erkender, at udfordringen bliver, at det kun er meningen, de skal blive der et halvt til et helt år.

"I stedet for at flytte børnene til resursen, flytter vi resursen ud til børnene. Der er masser af evidens for,at dem, der bliver i lokalmiljøet med kammerater får de bedste chancer for en god fremtid".

 

Læs mere

Silkeborgs Mindset fo inklusion0-18-års-området