Det er torsdag formiddag i udkanten af Irlands hovedstad, Dublin. Foran os står en karismatisk, engageret og velformuleret Ciarán McCormack og forklarer os, hvordan Fis-projektet kom i gang. Ciarán er Creative Manager på et projekt, der er en slags »fødselshjælper« for integrationen af film- og mediebrug i de mindste klasser i den irske folkeskole. Vi ser nogle af projektklassernes imponerende produktioner. De er ret professionelt lavet af otte-niårige elever. Glidende klip. Musik, der understøtter fortællingen. Alt lavet af elever med læreren i baggrunden i rollen som facilitator.

Film og medier kom ind i den irske skole i 1999, da landet fik nye læseplaner. Lærerne havde gode intentioner, men stod uden erfaring, konkrete ideer og redskaber. På den baggrund opstod »Film In School«, der forkortes »Fis«, som samtidig på irernes oprindelige sprog, gælisk, meget rammende betyder »vision«.

Fis' fornemmeste opgave er at finde innovative veje til at modvirke den teknikforskrækkelse blandt lærerne, der også i Danmark er en trussel mod film og it's indtog og brug i skolen. Ciaráns institut får en række projektklasser til at arbejde målrettet med film i undervisningen. Lærerne får uddannelse, eleverne får undervisning, og efter endt projekt kan erfaringerne tages med hjem og spredes i lokalmiljøet. Fra projektlærerne til kollegerne og fra kollegerne til endnu flere elever.

Som Ciarán beskriver det levende, er lærernes rådvilde »what to do«-indstilling til de nye krav om brug af film og medier langsomt, men sikkert på denne måde ved at blive afhjulpet: Undervisningen med moderne, tekniske hjælpemidler er ved at vinde fodfæste. Og lærernes feedback på projektet har været positivt: Det er blevet lettere at arbejde undersøgende med pensum i fagene, usikre elever opdager nye talenter, og mange faglige discipliner i fagene får nyt liv. Filmen som kunstart overses ikke: I Irland arrangerede man en børne-Oscar-uddeling, i stil med Buster-festivalen i København, som ekstra motiverende faktor i Fis-projektet - en tiltalende tanke, taget i betragtning hvor attraktivt og tiltrækkende awardshow og stjernedrømme ofte virker på børn og unge.

Ciarán beskriver nogle af de konkrete undervisningstiltag, irerne har sat i gang med Fis. De har en bogklub med video-boganmeldelser på nettet, hvor eleverne læser, optager deres anmeldelse af bogen på video, up­loader videooptagelsen og lægger den ud i et trygt forum, hvor andre kan dele deres oplevelser. En spændende måde at forene elevernes mediekompetencer med et mere autonomt og frit evalueringsarbejde med både nationale og internationale dimensioner. Ciarán lægger særlig vægt på, at projektets ejerskab i høj grad er placeret hos brugerne: Lærerne og deres elever. Efter danske forhold er denne tanke særlig tiltalende og velkendt. For selv om irske læreres arbejde i højere grad er styret af læseplaner end danske, er en dansk version også realistisk: Vi har i vores slutmål for dansk krav om, at eleverne kan »udtrykke sig i billeder, lyd og tekst . i dramatisk form«. Vores trin- og slutmål kan altså fint retfærdiggøre et Fis-projekt i Danmark. Men når vi nu har tilsvarende gode intentioner i vores faghæfter, hvorfor så den forskel i systematikken og i udbredelsen i forhold til Irland?

Vi har de samme tekniske muligheder og udstyr til rådighed i Danmark, men idéudvekslingen er ikke nær så styret som i Irland. Men det burde være muligt at gøre noget tilsvarende herhjemme. Et Fis-lignende initiativ kan måske ligge i Uni-C-regi eller på materialeplatformen på Emu.dk og støttes af det rige filmundervisningsmiljø, vi i forvejen har i Danmark?

Skal vi aldrig lave Fis i Danmark?