Ligelønnens mor

Lærerinde Thora Marie Frederikke Pedersen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Thora Marie Frederikke Pedersen blev født den 21. oktober 1875 og døde den 29. september 1954.

Thora Pedersen, som hun blev kaldt i offentlig sammenhæng, var uddannet lærerinder, blev senere skoleinspektør og var livet igennem engageret i spørgsmål om ligestilling og ligeværd for kvinder i den danske folkeskole. Én af hendes helt store indsatser var kampen for ligeløn, som hun var involveret i fra 1917-1919 som Danmarks Lærerforenings repræsentant i den store lønningskommission. Men ved siden af det mere skolepolitiske engagement var Thora Pedersen også optaget af samtidens pædagogiske spørgsmål, og hun forsøgte som skoleinspektør at arbejde ud fra nogle af de reformpædagogiske principper, der udviklede sig i Europa i Thora Pedersens samtid.

Den store lønningskommission blev nedsat i 1918, og den skulle kulegrave og komme med forslag til lønreformer for offentligt ansatte. Det antydes i flere sammenhænge, blandt andet i Danmarks Lærerforenings jubilæumsskrift fra 1974, at det var DLF's fortjeneste, at ligelønnen blev gennemført med denne kommission. Det forholder sig noget anderledes. Ligelønnen blev indført på trods af de mandlige lærere i DLF. Der var på det tidspunkt indædt modstand mod ligeløn i DLF - især formuleret fra købstadslærernes fraktion. Her oplevede man lærerindernes krav om ligeløn som en direkte trussel mod, at man som mand og forsørger kunne forvente lønstigning.

Der var derfor også voldsom modstand mod at få Thora Pedersen i lønningskommissionen. Men sådan blev det, Thora Pedersen blev udpeget som Lærerforeningens repræsentant, samtidig med at hun også repræsenterede forskellige kvindeforeningers interesser. Selvom Thora Pedersen gennem hele perioden - fra 1917 til 1919 - blev støttet af Lærerforeningens formand H.A. Svane, var det en særdeles vanskelig opgave, hun var blevet sat på. Dels fordi de mandlige lærere ikke accepterede at blive repræsenteret af en kvinde, dels fordi bølgerne om kvindespørgsmålet generelt gik højt. Og endelig fordi hun var den eneste kvindelige repræsentant i lønningskommissionen, der talte 21 medlemmer.

Men arbejdet i lønningskommissionen var en sejr for Thora Pedersen - kvindepolitisk og personligt. Da man begyndte arbejdet, var der to medlemmer for ligeløn - resten var imod. Da arbejdet sluttede, støttede 15 et forslag om, at man i aflønningen af tjenestemænd skulle tage hensyn til forsørgerstatus - og altså ikke køn - fire modsatte sig, og to stemte ikke. Hermed opløstes den automatiske ekstrabetaling, danske mandlige lærere indtil da havde modtaget - alene i kraft af deres køn.

Ligelønnen fik imidlertid en meget kort levetid. Den blev hurtigt udhulet af dyrtidstillægget som en skjult lønmæssig forfordeling af de mandlige lærere - da det hovedsageligt var dem, der stod som forsørgere.-Ulla Ambrosius Madsen er lektor, ph.d. ved Danmarks Lærerhøjskole

Samfundets grundsten

'Det er nu engang den Grundsten, som vores Samfund hviler paa, at Mandens Arbejde lønnes udfra den forudsætning han har som Familieforsørger'.

Lærer H.M. Frederiksen i Folkeskolen, februar 1916

'Naar vi i det Ovenstaaende har udtalt Ønsket om Ligeløn for lige Arbejde, mener vi, at Staten paa anden Maade bør yde økonomisk Støtte til Forsørgeren - Mand eller Kvinde - i Forhold til Børnetallet'.

Lærerinders Resolution, Folkeskolen, august 1916

Referencer:

Aagot Lading: Dansk Kvindesamfunds Arbejde gennem 25 Aar. Gyldendal, 1939.

Ulla Ambrosius Madsen: Thora - historien om en lærerinde. Unge Pædagoger, 1991.