Den danske folkeskolelærer er kvinde eller mand. Den oprindeligt maskuline betegnelse, lærer, bruges i dag om begge køn. Men sådan har det ikke altid været. For 200 år siden var den typiske lærer, degnen, en mand i et patriarkalsk samfund, tit afbildet med et ris i hånden. Nu har kvinderne erobret skolen og samtidig nok bidraget til humaniseringen af institutionen. Skolen blev samtidig en af de sektorer, hvor danske kvinders kamp for ligestilling foregik.

Lærernes nuværende formelle ligestilling i skolen har en lang historie. Trækker vi nogle linjer fra det dengang patriarkalske landbrugssamfund med naturaløkonomi, hvor manden formelt var eneforsørger og havde uindskrænket magt over hustru, børn og tyende, til det nuværende ret urbaniserede og demokratiske pengesamfund med den formelle ligestilling mellem kønnene kan vi få gjort problemstillingen klar. Den nuværende lærerrolle med formel ligestilling har nemlig udviklet sig inden for rammerne af den politiske, sociale og økonomiske samfundsudvikling.

I 1800-tallets første halvdel søgte nogle af middelklassens kvinder af nødvendighed levebrød som privatlærerinder og guvernanter i private hjem og som håndarbejdslærerinder i den offentlige skole. Flere af dem havde uddannelse - en uddannelse, de fik på private institutter, der var opstået i større byer.

Mandhaftige kvinder

Til skolemødet i Århus i 1858 - skolemøder blev dengang jævnligt holdt rundt omkring i Danmark - havde institutbestyrerinde Pauline Worm en skrivelse om, at kvinder skulle have ret til at tage lærerindeeksamen og blive ansat i offentlige stillinger. De forsamlede lærere tilsluttede sig forslaget og sendte det til høring hos to biskopper og hos Københavns skoledirektør. Biskopperne afviste forslaget: en placering af kvinder i offentlige stillinger ville stride mod naturens orden, kvinder ville antage en mandhaftig karakter. Desuden havde kvinder ikke de kvalifikationer, som undervisning i skolen krævede, nemlig evnen til at holde disciplin og til at undervise metodisk og stringent i en større forsamling af børn. Men da det var nødvendigt at give uforsørgede kvinder mulighed for at forsørge sig selv, anbefalede biskopperne, at kvinder fik mulighed for beskæftigelse inden for de arbejdsområder, der lå naturligt i forlængelse af kvindernes arbejde i hjemmet - helst i familiære forhold. De skulle derfor ikke have selvstændig ansættelse, men indgå som hjælpelærer for en mandlig lærer.

Skoledirektøren var imidlertid ikke enig med biskopperne. Han manglede arbejdskraft og anbefalede, at kvinder kunne ansættes i den offentlige skole under forudsætning af, at de blev lavere lønnet end mændene. Og således blev det, Kongelig Resolution af 4. november 1959 gav vordende lærerinder ret til at indstille sig til eksamen og til at søge embede i den offentlige skole.

Der er gjort så meget ud af ovenstående af to grunde. For det første fordi denne diskussion viser, hvad der dengang var det centrale indhold i ligestillingskampen. For det andet fordi den kongelige resolution på den ene side gav kvinderne de grundlæggende rettigheder - adgang til eksamen og offentlig ansættelse - på den anden side fastsatte det princip, at staten betalte løn efter køn. De kvindelige lærere krævede imidlertid lige løn for lige arbejde - et krav, som først blev opfyldt med tjenestemandsloven fra 1919.

Kvinder krævede også ret til avancement - hvad de heller ikke fik i 1859. Først da Henriette Petersen i 1894 blev 'inspektrice' ved Dronningensgade Skole i København, blev hendes ansættelse vurderet som den første imødekommelse af dette krav. I 1889 var 12 procent af skolelederne kvinder.

Kaffe til lærerne

Efterhånden erobrede kvinderne på forskellig vis folkeskolen. I første omgang orienterede de kvindelige lærere sig i egne foreninger. Københavns Kommunes Lærerindeforening blev for eksempel dannet i 1891. Formålet var blandt andet at samle kvinder til drøftelse af faglige spørgsmål, at give udtryk for lærerindernes ønsker over for myndighederne, at yde økonomisk støtte og at tilvejebringe en 'selskabelig Forbindelse og derigennem en nøjere Tilknytning mellem de københavnske Lærerinder'.

Men skellet mellem mandlige og kvindelige lærere blev bibeholdt på flere måder. På mange skoler var der for eksempel to lærerværelser. Men en vis kontakt var der. På la Courvejens Skole på Frederiksberg lavede de kvindelige lærere i mange år kaffe til de mandlige lærere, og så kvitterede mændene ved at give kringle til jul.

Og forskelle er der stadig: Kvinderne er i overtal blandt børnehaveklasseledere og almindelige lærere, mens der er flest mænd blandt skolelederne.

Og så har mændene flest bijob uden for skolen!

Frem til 1970'erne var tilgangen til lærerseminarierne ligelig, men siden er kvinderne kommet i klart overtal, og derfor er der også flere ældre mandlige lærere end ældre kvindelige lærere. Ved årtusindskiftet vil to tredjedele af folkeskolens lærere sandsynligvis være kvinder.-Ellen Nørgaard er lektor, doktor pæd. ved Danmarks Lærerhøjskole

Kvinder havde ikke de kvalifikationer, som undervisning i skolen krævede, nemlig evnen til at holde disciplin og til at undervise metodisk og stringent