De japanske kamikazepiloter anså givetvis sig selv som helte under Anden Verdenskrig. Der er ingen tvivl om, at de må have anset deres gerninger som værende ædle og 'principielt' rigtige. Eftertiden derimod anser vel nærmest piloterne som utopister uden realitetssans. Under alle omstændigheder kan man konstatere, at Japan i realiteten havde tabt krigen, da man greb til kamikazevåbenet. Konsekvensen var, at krigen trak i langdrag, og amerikanerne brugte atomvåben for at stoppe krigen. Ofrene var utallige forsvarsløse kvinder og børn.

Metaforen kan efter min mening overføres direkte på lærernes nuværende overenskomstsituation.

Vel vidende at 'slaget' er tabt, vælger visse 'kamikazepiloter' at argumentere for at stemme overenskomstforslaget ned. Om de gør det af ædle grunde, kan være svært at bedømme. Jeg har min tvivl. Ingen har efter mit vidende fremlagt bæredygtige planer for, hvordan vi, via en konflikt, skal kunne opnå et bedre resultat for lærerne.

Ofrene for en konflikt vil være vores forsvarsløse yngre kolleger, der vil få deres livsløn smadret ved at blive på gammel løn. Foreningen vil blive smadret af interne efterspil. - Hvilken forening kan holde til, at medlemmerne går imod kongres og ledelse, efter at medlemskravene er blevet opfyldt?

Stemmer lærerne nej, så vil det blot forstærke lærernes omdømme som arbejdssky, negative og verdensfjerne. Eftertiden vil le ad os!

Søren Rahbek

Esbjerg