Debat

DLF mangler at definere ”merarbejde” i Folkeskolen i forbindelse med dagpengeforslaget

I forbindelse med DLF-forslaget, om at ledige lærere på dagpenge istedet skal tilbydes deltidsansættelser, hvor de skal udføre såkaldt ”merarbejde” i Folkeskolen, har jeg 12. maj her på Folkeskolen.dk startet debat med overskriften ”Lærerarbejde på dagpenge: DLF har tabt hele magten!” Men DLF mangler stadig at give en mere klar og tydelig definition for det i forslaget nævnte ”merarbejde”.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF bør komme med et mere klart og tydeligt svar på spørgsmålet:


Hvordan vil DLF bære sig ad med at skelne klart mellem nævnte "merarbejde" og det, der kan kaldes "almindeligt" lærerarbejde, som ikke kan besættes med ledige i deltidsjobs?
Den skelnen forestiller jeg mig, vil være særdeles svært i en tid, hvor der konstant fusioneres skoler og i øvrigt omstruktureres og omlægges opgaver indenfor det offentlige, herunder især i skolevæsenet!

Måske vil DLF lægge det ud til de enkelte kredse eller skoler, at skelne klart. Gør DLF det, så er jeg sikker på, at så er glidebanen i gang. Det er jo præcis derude, at de højtuddannede forhandlere fra Kommunen alt andet lige vil stå bedst i forhandlingerne med de gennemsnitligt lavere uddannede og økonomisk mindre erfarne tillidsfolk. Så jeg synes ikke, at det er økonomisk ansvarligt og hensigtsmæssigt overfor DLFs medlemmer, hvis DLF sender aben videre til de lokale.

Det kan hurtigt blive en glidebane, hvor arbejde, der før var "almindeligt" lærerarbejde, pludseligt bliver defineret som "merarbejde". Inklusionsopgaver og nogle to-lærertimer er eksempler arbejde, der tidligere og før de mange sparerunder blev afsat megen tid og resurser til (som AKT-lærere, speciallærere og andre specialister beskæftigede sig med). Men nu skal disse opgaver (trods lærernes manglende efteruddannelse indenfor især inklusion) måske pludseligt defineres som "merarbejde" fordi at Kommunerne tidligere har skåret ned på resurserne (lønudgifter og efteruddannelsesudgifter) til både det specielle og meget af det "almindelige" lærerarbejde.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg synes det er mærkværdigt og betænkeligt, at en fagforening fremkommer med forslag, der er så lidt gennemtænkte eller i hvert fald uklare i sin begrebsbrug.

Men jeg håber selvfølgeligt også på at blive glædeligt overrasket over det, når/hvis DLF har fået og vist mere styr på sit forslags indhold og konsekvenser. Alternativt trækker det tilbage.
Før forslaget bliver til virkelighed skulle det jo gerne blive til reelt fordel for især de ledige medlemmer, men bestemt også de aktuelt ansatte. Sidstnævnte skal jo helst ikke på sigt risikere at blive ledige, fordi forslagets gennemførelse på grund af alt for uklare definitioner åbner nye sparemuligheder for smarte økonomer, der gerne vil please politikernes spareiver ude i kommunerne.

Jeg glæder mig derfor meget til at høre / læse nærmere :-)