Lad os begynde med at repetere et hjørne af den nyere politiks historie: Den 6. december 2004 blev Pisa 2003-undersøgelsens resultater offentliggjort. Undervisningsminister Ulla Tørnæs havde haft rapporten et stykke tid, og på udgivelsesdagen udsendte hun en pressemeddelelse med overskriften »Danske Pisa-resultater skaber behov for øget indsats«. Denne pressemeddelelse står stadig som skoleeksemplet på politisk spin, når det er værst. Eller bedst?

Der kan ikke hentes begrundelser for nationale test i Pisa-undersøgelserne. Tværtimod. Men det lod Tørnæs hånt om og bebudede - i pressemeddelelsen om Pisa-rapporten - en række nye, nationale test, der skulle give »et bedre udgangspunkt for at følge elevernes udvikling end de såkaldte diagnostiske test«.

Testene ville, skrev hun, blive »af høj kvalitet, baseret på forskning og de nyeste internationale erfaringer«. Og: »De obligatoriske test vil være klar ved udgangen af skoleåret 2005/06 og er it-baserede«. Kun én af bebudelserne var rigtig, nemlig den om it. Resten var direkte forkert eller holdt ikke en meter. Siden da er det gået sin skæve gang. Ministeren, ministeriet og test-konsortiet Cowi har tumlet rundt med testene. De stakkels folk i Skolestyrelsen har fået en uløselig, politisk opgave, som de loyalt skal bakke op.

Da det i maj sidste år koksede med testresultaterne, lød kontorchef Tine Baks besværgelse til folkeskolen.dk: »Vi er selvfølgelig ikke glade for situationen, men Cowi har forsikret, at det bliver bragt i orden, og at det sker meget snart. Det er vigtigt for os, at de tilbagemeldinger, lærerne får, bliver af høj kvalitet«.

I oktober skrev direktør Martin Isenbecker, at der skulle en hel del justeringer til. »Men det kan lade sig gøre«. Og selv da forskere i november dumpede testene, lød der optimistiske toner. Søren Adamsen, der er direktør i Cowi, erkendte ganske vist, at testudviklerne ikke havde haft tilstrækkelig forskningsekspertise. Men, sagde han i Folkeskolen: »Der er kommet ny projektleder, vi er i gang med en gennemgang af opgavebanken, og vi har nu et tættere samarbejde med de eksterne forskere«. Mellem jul og nytår forsikrede kontorchef Tine Bak, at alle kræfter var sat ind på at forbedre testene, og hun lovede, at skolerne som minimum ville få to måneder til at tilrettelægge testenes gennemførelse. »Og det, synes jeg, er i pænt god tid«, sagde hun til Politiken.

Den 25. januar tvang realiteterne Bertel Haarder og forligspartierne til at stoppe testene. Men kun et år - og uden at tage reelle konsekvenser af tre års fordrejninger, forsinkelser, fordyrelser og fejl. Det, man nu forsøger at reparere, er først og fremmest et kontrolværktøj - ikke et pædagogisk testredskab, som lærerne kan bruge til at støtte elevernes læring.

De politiske bortforklaringer - og belastningen af elever, lærere og ledere - fortsætter.

-th