Debat

Studerende bliver syltet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Anders Bondo Christensen og Astrid Schjødt Pedersen: Tomme ord er ikke nok, handling ønskes.

Det er nu næsten et år siden, at DLF, S81 og Formidlerne fusionerede. I aftalegrundlaget for fusionen står der blandt andet, at DLF skal etablere organisering af professionsbachelorstuderende i ernæring og sundhed, en slags »organisation i organisationen«. Som tidligere medlem af Formidlernes hovedbestyrelse valgt blandt de studerende, nu kongresdelegeret i DLF, har en af mine vigtigste sager, mit vigtigste mandat, været at sikre denne organisering af de studerende. Desværre har det været umuligt at leve op til dette mandat, idet DLF, trods mange og gentagne henvendelser fra mig og andre, ikke har taget reelt initiativ til organiseringen.

At det forgangne år har været travlt for både organisatorisk udvalg og andre udvalg i DLF, er jeg ikke i tvivl om. Men det er ikke nogen undskyldning for at sylte de medlemmer, der har valgt DLF som deres faglige organisation i studietiden.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

På de fire uddannelsessteder er der cirka 1.800 studerende, de fleste af dem potentielle medlemmer af DLF. Men de melder sig kun ind, hvis de kan se sig selv i organisationen, hvis de bliver mødt af en organisation, der ønsker at byde dem velkommen. Netop mange af de studerende er de fagforeningsaktive, der skal sikre DLF's underviserbredde i fremtiden.

Det tager tid at opbygge en ny organisation og markedsføre denne over for de studerende. Og tiden går. Faktisk er der gået næsten et år, hvor DLF har været nærmest usynlig på de fire uddannelsessteder. I det år har jeg rykket for handling i sagen. Det er indtil videre kun blevet ved snakken.

Hvornår bliver løfterne indfriet og aftalegrundlaget effektueret? Hvornår kan vi sammen præsentere de studerende for en vedkommende og imødekommende fagforening, der også rummer professionsbachelorstuderende? Et DLF, der også tænker på fremtidens formidlere?

Svar

I processen op til sammenlægningen indgik spørgsmålet om organiseringen af de studerende i ernæring og sundhed. Der er dog ikke på noget tidspunkt i forløbet truffet beslutning om en konkret model for denne organisering.

Organiseringen er for så vidt på plads, idet disse studerende udgør en særskilt gruppe i Landskredsens fraktion 5. Det, der mangler, er at gøre endnu et fremstød for en yderligere hvervning af medlemmer på uddannelsesstederne og at forsøge oprettelse af lokale studenterklubber på de fire uddannelsessteder samt afklaring af spørgsmålet om central organisering. Det arbejde blev der taget hul på af organisationsudvalget i oktober måned og vil blive videreført i det nye år.

Den 2. oktober 2007 drøftede organisationsudvalget på sit møde organiseringen af studerende i ernæring og sundhed. Claus Brandstrup var inviteret til at deltage i mødet under punktet, men måtte desværre melde afbud.

Der har været afholdt informationsmøder på nogle af uddannelsesstederne, hvortil der blev specialfremstillet en informations-/hvervefolder, så arbejdet ligger ikke stille, og vi kan da også spore en medlemsfremgang. Umiddelbart forud for sammenlægningen per 1. januar 2007 var cirka 60 studerende medlemmer hos Formidlerne. Nu er der 84, altså en fremgang på cirka 40 procent. Den fremgang vil vi arbejde på at øge yderligere.

Også på kongressen blev emnet taget op. Under behandlingen af Lærerstuderendes Landskreds' forslag vedrørende ungdomspolitik sagde undertegnede: »I sammenhæng med dette skal vi medtænke den nye gruppe af studerende, der ved organisationssammenlægningen blev en del af foreningen. Det er de professionsbachelorstuderende i ernæring og sundhed. I øjeblikket er vi ved at forberede initiativer, der i første omgang sigter mod oprettelse af lokale studenterklubber på de fire uddannelsessteder. Også til dette arbejde håber vi på kredsenes medvirken«.

Det var ikke tomme ord. Arbejdet videreføres som led i foreningens arbejde med ungdomspolitikken, og Claus Brandstrup vil igen blive inviteret.

Astrid Schjødt Pedersen, formand for DLF's organisationsudvalg