Det er misbrug af den inkluderende skoles bibel, Salamanca-erklæringen, at tage den til indtægt for afskaffelse af specialundervisning og inklusion af alle børn i almenundervisningen. Erklæringens afsnit 4 understreger, at »…specialundervisning i vid udstrækning kan reducere frafaldet og omgængeriet«, og afsnit 8 slår fast, at eksklusion i form af specialplaceringer kun må »…anbefales i de få tilfælde, hvor det klart er demonstreret, at undervisning i almindelige klasser ikke opfylder et barns uddannelsesmæssige eller sociale behov, eller når hensynet til barnet eller andre børn kræver det«. Spørgsmålet er: Hvor mange er »få«, og hvem er de?

Niels Egelund siger, at det drejer sig om to-tre procent. Fra den store Deloitte-undersøgelse ved vi, at landsgennemsnittet for to år siden lå på omkring 5,6 procent - med kraftige lokale udsving. Siden da har kommunerne nedlagt specialpladser i ukendt omfang. Meget tyder på, at mange kommuner allerede i dag er nede omkring Egelunds to-tre procent, men de ansvarlige synes ikke at ænse farerne ved at fortsætte nedskæringerne ud over dette absolutte minimum.

Erfaringer fra for eksempel Magleblikskolen i Frederikssund, foregangsskole på inklusion, viser, at gruppen af elever med udadreagerende ADHD er langt den vanskeligste at inkludere, fordi de splitter fællesskabet ad. Det er derfor noget af en katastrofe, at det netop er denne gruppe, politikerne nu har sat sig for, at almenklasserne skal inkludere - fordi de som normaltbegavede antages at kunne klare sig uden særlig støtte i almenklassen. I modsætning til elever med regulære handicap eller indlæringsvanskeligheder, forstås.

Inklusion forudsætter et fællesskab at blive inkluderet i. Hvis fællesskabet går i opløsning, er alle reelt ekskluderet.