Det er endnu ikke gået op for alle, hvad rummelighed tegner sig for i fremtiden. Der er hos lærere en stor mental adskillelse mellem normalskolen og så specialskolerne. Det skyldes primært, at amterne tidligere var ansvarlige for den vidtgående specialundervisning. Denne del af folkeskolen er derfor fortsat ukendt land for mange lærere.

Det bliver den ikke ved med at være. Rummelighedstanken bunder i, at det er billigere at have disse elever i nærmiljøet og i den almindelige kommunale folkeskole.

Allerede i dag ser vi en stigende tendens til, at børn med vidtgående behov sidder i folkeskolens klasser. Enkelte bliver integrerede, men flertallet kan ikke rummes, og børnene kan heller ikke selv rumme de rammer, de bliver budt. Vi hører fra hele landet om lærere, som kæmper mod vindmøller for børnene med særlige behov. Vel at mærke en kamp på de øvrige børns bekostning. Tiden og lærerens resurser skal jo tages et sted fra.

Stigningen i sygefraværet blandt lærere i folkeskolen relaterer blandt andet til den skæve rummelighed. Hjælpen fra skolepsykologer og kolleger er oftest utilstrækkelig.

Kommunernes succeskriterium er, at børnene er i normalskolen - ikke at de bliver integrerede i normalskolen.

Kursen skal ændres radikalt, og det kræver ihærdig indsats fra hele DLF's side.