Ernæring og madlavning
Fakta
Titel
Ernæring og madlavning
Forfatter
Trine Pristed
Pris
225 kroner
Sider
113 sider
Type
Bog
Forlag
Erhvervsskolernes forlag
Bogen er tænkt som en grundbog til faget sundhed på serviceassistentuddannelsens grundforløb. Den indeholder fem kapitler, der klart og enkelt gør rede for emnerne Grundtilberedning, herunder et afsnit om buffet, Ernæringslære, Næringsberegning og varedeklaration, Økologi og Køkkenmaskiner. Størst er afsnittet om ernæringslære. Her omtales og behandles traditionel ernæringslære, de otte kostråd, beregning af energibehov med mere.
Artiklen fortsætter under banneret
Efter alle afsnit er der opgaver til repetition af det skrevne. Der er også cases, som er mere komplicerede opgaver, der lægger op til gruppearbejde. Bogen har gode illustrationer og billeder, der gør læsningen lettere, ligesom tabeller og huske-bokse giver variation.
Som altid, når man vil meget på få sider, havner man i et dilemma. Hvad er vigtigt, og hvad kan udelades? Dette bærer bogen til dels også præg af. En mere omfattende ordforklaring kunne hjælpe læseren bedre på vej, så ord som "energitæthed", "forklistre" og "simple kulhydrater" blev forklaret.
Det ville have lettet læsningen, hvis der havde været litteraturhenvisninger, krydshenvisninger og koblinger, således at man fra det ene afsnit kunne henvise til samme emne i et andet afsnit.
Det lille afsnit om buffet i første kapitel kunne med fordel være sat ind efter kapitlet om næringsberegning, så den generelle forståelse af ernæringslære og næringsberegninger kunne sættes i relation til praksis på buffeten.
Men overordnet er der meget - og meget godt - i denne lille bog, hvor en stor del af pensum i uddannelsen er samlet.
MERE OM EMNET