Anmeldelse

Et land i forvandling

Et land i forvandling

"Et land i forvandling" er en opdateret udgave af bind 15 og 16 af Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie. Forfatterne er Søren Hein Rasmussen og Poul Villaume. Det drejer sig om Danmarks historie i perioden 1970-2005, ja, bogen når i enkelte sagforhold helt frem til foråret 2007. Bogen er på 792 sider og kan ikke ydes retfærdighed i en kort anmeldelse. Det har været fascinerende så at sige at læse sin egen tids historie og få genopfrisket korttidshukommelsen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I bogens begyndelse fortælles om den store kommunalreform fra 1. april 1970, hvor 1.388 sogne og købstadskommuner blev reduceret til kun 275, og amterne blev reduceret fra 25 til 14. På bogens sidste sider fortælles om strukturændringerne, som trådte i kraft ved nytår 2007, kommunerne blev reduceret til  98, amterne blev erstattet af fem regioner.

Fakta:

Titel: Et land i forvandling

Forfatter: Søren Hein Rasmussen, Poul Villaume

ISBN: 978-87-890-6841-1

Pris: 399 kroner

Sider: 792 sider

Type: Bog

Forlag: GyldendalPolitikens Forlag

Begyndelsen af 1970'erne var præget af oliekrise og stærkt stigende priser på alle former for energi. Det medførte en stigende arbejdsløshed, som toppede i begyndelsen af 90'erne med 384.000 arbejdsløse, og gælden til udlandet steg og steg. I 1988 toppede udlandsgælden med næsten 300 mia. kr. Først omkring årtusindskiftet bliver de to kurver knækket, arbejdsløsheden bliver erstattet af mangel på arbejdskraft, og udlandsgælden er næsten afviklet.

Den politiske situation i Danmark i perioden har naturligvis været præget af begivenhederne i den øvrige verden, det være sig forholdet til EF, senere EU, Sovjetunionen og østblokkens sammenbrud, Golfkrigen i 1991 og terroranslaget på World Trade Center den 11. september 2001. De efterfølgende krige mod Saddam Hussein i Irak og Taleban i Afghanistan sendte tusinder af flygtninge ud over Europa, herunder også Danmark.

Der er opstået nye partier i de forløbne årtier: Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne, Kristendemokraterne, Fælles Kurs og Dansk Folkeparti. Og i et par af de gamle partier var der uro omkring formandsposten. De betydeligste statsministre i årtierne er Anker Jørgensen, Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen. De har alle haft deres at slås med: Arbejdsløshed og betalingsbalancen, tamilsagen, Tvind, Christiania og husbesættelser på Nørrebro og næsten borgerkrigslignende konfrontationer mellem politi og demonstranter.

Bogen giver naturligvis mange personkarakteristikker. Jeg nøjes med et enkelt citat: "Populær i Venstrekredse var også undervisningsminister Bertel Haarder, som både i skrift og handling var særdeles flittig som reformator .  Han benyttede et hidtil uset mål af politisk magt for at opnå kontrol med undervisningen, og med sin blanding af omlægninger og nedskæringer stod han blandt sine meningsfæller som en dygtig mand".

Det kan undre, at Farum-skandalen og retssagerne mod Peter Brixtofte ikke er omtalt i bogen.

Anmeldelsen er skrevet under valgkampen i oktober-november 2007, og det kan konstateres, at mange af de politiske temaer har deres udspring i de foregående årtier.

"Et land i forvandling" er på 792 sider og kan ikke ydes retfærdighed i en kort anmeldelse. Men det har været fascinerende så at sige at læse sin egen tids historie og få genopfrisket korttidshukommelsen.