Lærernes psykiske arbejdsmiljø hænger i laser, og den største belastning er den uværdige magtkamp i klasserummet. Det ændrer vi ikke ved at påkalde os omverdenens medlidenhed. Næ, pointen skal være, at folkeskolen er bærer af demokratiet.

Når læreren står i klassen, er det ikke som privatperson, men som legitim, professionel repræsentant for samfundsordenen. Lærerens opgave er på værdig måde at fremføre det bundne mandat, som hun er autoriseret til, og dette projekt kan kun gøres gældende, hvis det mødes med respekt. Ikke sådan at forstå, at undervisningen er hævet over kritik. Men det kan aldrig accepteres, at lærerens arbejde chikaneres i stumper og stykker, sådan som vi ser det mange steder i dag. Enhver lærer har krav på en beskyttelseszone omkring sin person, og det kan aldrig blive en embedsforpligtelse at tolerere evindelige krænkelser, hverken fra elever, forældre, kolleger, administrativ eller politisk ledelse.

Ikke blot er det en overbelastning af læreren, når hun kun tilkendes den respekt, som hun fortjener i kraft af sine personlige kompetencer: Sin karisma, sin empati, sit engagement. Det er en åben ladeport for overgreb mod den pressede lærer. Respekten er en nødvendig forudsætning for arbejdets udførelse, og det er ledelsens ansvar at sikre den fradag et. Hvis én lærer krænkes, er det ikke blot alle lærere, men hele skolen, der krænkes, og ledelsens reaktion må være derefter. Går der junglelov i skolens fællesskab, har vi et alvorligt samfundsproblem.

Naturligvis kan en lærer også sætte en given respekt over styr. Men det er en hel anden historie.