To billeder fra DLF's kongres 2007: Først formand Anders Bondo Christensen, så Thulas Nxesi - leder af verdenslærerorganisationen Education International - på talerstolen for at tale om blandt andet test og evaluering. Skarpe og gode billeder, præcise og kritiske holdninger. Jeg kunne se, hvor foreningen står. Jeg kunne forholde mig til emnet.

De to billeder var på min »forside« den dag.

Næste billede var på Folkeskolens forside dagen efter. Nogle elever har fået deres hoveder erstattet med Smileys. Teksten forklarer, at de besvarer de samme 40 spørgsmål elektronisk mange gange, og deres lærere får en fornemmelse af, hvordan de trives.

Budskaberne i de tre billeder er vidt forskellige, men den største forskel er, at de fleste kun ser Folkeskolens. Jeg ville ønske, at medlemmerne også havde set de to første.

Folkeskolen har lagt et kæmpearbejde i billedet af et uafhængigt blad - som for eksempel da man citerede DLF's formand for, at det er for svært at komme af med dårlige lærere, og at de skal fyres. At man ikke havde tjekket hos formanden og senere på dagen måtte melde kontra, viser, at man i hvert fald ikke er i lommen på DLF.

I mobbehistorien om en bestemt elev lykkes det også at bevise sin uafhængighed. Overskrift: »Familie i mobbe-helvede«. Eleven er blevet konsekvent mobbet i seks år og er først nu sluppet fri af sine plageånder. Ombudsmanden har modtaget en klage over blandt andre en tidligere lærer. Tre lærere omtales.

Disse lærere havde ikke en chance for at udtale sig offentligt i en sag om en enkelt elev. Folkeskolen bringer enkeltstående sætninger fra de tre læreres udtalelse til socialforvaltningen.

Temaet følges op over syv sider, også i bladets leder.

En enkelt sætning fremhæves på lederplads: »Læreren skal kunne lægge professionel distance til det samspil, som han selv investerer sin personlighed i«.

Man må konkludere, at det, der er gået galt i denne ulykkelige historie, er, at lærerne og skolen ikke har været professionelle.

Disse lærere kan ikke udtale sig og må nøjes med at læse om sig selv.

Billedet af svigt bliver stående.

Historien sælger blade - måske ikke så godt hos os, de faste abonnenter, hvis virkelighed også er krav om rummelighed, inklusion, anerkendende pædagogik og øgede psykiske arbejdsmiljøproblemer, blandt andet fordi vi netop investerer vores personlighed i arbejdet. Det billede kender I.

»Læreren skal kunne lægge professionel distance til det samspil, som han selv investerer sin personlighed i«.

Så let er Folkeskolens løsning - men er det også foreningens signal til os?

Er vi egentlig bladets primære målgruppe?

Min oplevelse er, at Folkeskolens uafhængighed handler om bladets selvopfattelse i mediernes og politikernes virkelighed. Jeg synes, bladet har arbejdet på at opnå anerkendelse i de kredse. Jeg kan ikke vurdere, om det er lykkedes, men det har kostet hos os.

Debatten om elevplaner på lærerværelserne og i bladet foregik i to forskellige verdener, og vi savnede vores forening.

Det samme kan siges om kulturskiftet, hvor andre grupper gradvist overtager dele af lærerarbejdet.

Bladet bringer mange billeder i pastelfarver af tidens trends. I virkeligheden på skolerne findes alle palettens farver, og her er glansbilleder ikke til gavn.

Frie medier er et gode. Det er medlemsblade også - de er i sagens natur ikke frie, fordi de har en delvist bunden opgave som led i en informationspolitik.

Vi er under angreb i denne tid. Vi har også brug for et medlemsblad. Jeg savner et blad, hvor lærernes hverdag og virkelighed er i fokus, hvor også fagpolitiske forhold bliver taget op til reel debat, hvor der også er en klarere og fyldigere beskrivelse af DLF's aktuelle arbejde, kort sagt hvor man kan finde sig selv og sin forening. Et alternativ til Folkeskolens virkelighed.

Det kan være farligt for relationerne i familien, når de voksne børn kan stå på egne ben, men alligevel stadig bor hjemme. Derfor er mit ønske til en informationspolitik for DLF, at vi ønsker bladet alt muligt held med at etablere sig i sin egen virkelighed, at vi naturligvis gerne bidrager til en mindelig proces, og at vi så overlader børneværelset og legetøjet til en lille ny - vi er trods alt en evigt ung forening.

»Jeg savner et blad, hvor lærernes hverdag og virkelighed er i fokus, hvor også fagpolitiske forhold bliver taget op til reel debat, hvor der også er en klarere og fyldigere beskrivelse af DLF's aktuelle arbejde, kort sagt hvor man kan finde sig selv og sin forening«